Sejl i kano med adelsfolk og vikinger på Alling Å

Kanoerne i åen, årerne i vandet og så afsted! Nu inviterer Museum Østjylland og foreningen Djursland for fuld damp på en historisk kanotur for hele familien på Alling Å.

Hop i kanoen og hør vilde historier om vikinger, adelsfolk og mystiske væsner, når Museum Østjylland og Djursland for fuld damp inviterer på familiesejltur på Alling Å. Turen er cirka 12 kilometer lang og går fra Sjellebro til Gl. Estrup. Det er gratis at sejle med, men husk at tilmelde dig på museets hjemmeside. Fotokilde: Djursland for fuld damp

På turen fra Sjellebro til Gl. Estrup sejler du midt i den smukke natur og hører historier om vilde vikinger, rige adelsfolk og mange andre, der i tidens løb har levet ved og af åen. Måske støder du også på nogle af de mystiske væsner, som efter sigende lever netop der?

Familie-sejltur på Alling Å, lørdag den 11. september 2021 kl. 10 - 15.
Mødested: Sjellebro, Randersvej 190, 8544 Mørke.
Gratis. Husk tilmelding.

Hav, sø og å har til alle tider tiltrukket menneskene, som har udnyttet vandets muligheder på mange forskellige måder. Historierne om menneskenes liv omkring Alling Å er der mange af, og en god håndfuld af dem hører du på sejlturen med kurs mod Gl. Estrup, når museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen fortæller om dine forfædres hverdag her for hundreder eller tusinde år siden.

”Lige siden stenalderen har menneskene sejlet rundt på de danske åer, og det er altid super hyggeligt og sjovt. Hvis åen kunne tale, kunne den helt sikkert fortælle historier om både dyr og mennesker, som i mange tusinde år har sejlet, fisket, badet, vasket tøj i den, ” fortæller Jesper Nørskov Pedersen og håber, at åmanden, en af åens mere ubehagelige beboere, denne lørdag holder hviledag og lader alle sejle i fred!

Mystisk runesten og flot herregård

Før alle hopper i kanoerne og sejler afsted på åen, bliver der tid til at tage et kig på Sjellebrostenen, en fantastisk runesten fra vikingetiden. Stenen vidner om de mange vikinger, der engang boede i området og sikkert også sejlede på åen.
Ikke langt derfra blev for få år siden fundet en stor vikingeskat, og hvad den indeholdt, kan du høre om på turen!
Kanoturen slutter ved Gl. Estrup, hvor du selvfølgelig får en håndfuld fortællinger om nogle af de mange fornemme adelsfolk, som gennem århundreder boede på den imponerende herregård.

En gratis fornøjelse

Det er gratis at være med denne dag på åen, men der er naturligvis et begrænset antal kanoer, så book din billet via Museum Østjyllands hjemmeside, museumoj.dk.
Bemærk, at du selv skal sørge for transport til mødestedet i Sjellebro og fra endestationen ved Gl. Estrup.
Der er plads til tre-fire personer i hver kano, og alle skal bære redningsvest på turen.
Husk madpakke og godt med vand. Turen er cirka 12 kilometer lang, og du vender hjem fuld af oplevelser med natur, dyreliv og skønne historier fra gamle dage!

Arrangementet er en del af Museum Østjyllands projekt ”Museet tæt på dig”, som er støttet af ELRO Fonden.

For mere information kontakt museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen på 5172 8055 eller jnp@museumoj.dk