Så’ det jagtsæson på Museum Østjylland - hele familien er inviteret!

Slip jeres indre skattejæger løs i efterårsferien, når Museum Østjylland inviterer til jagt efter vilde skatte fra museets lange historie. Børn og voksne kan også tage tilbage til oldtiden på jagt efter den lille spøjse oldtidsfamilie, der gemmer sig i revner og sprækker i udstillingerne. Det hele er gratis. Det eneste, der kan koste penge er, hvis I forelsker jer i nogle af de gode – og søde – sager i museumsbutikken.

Tag på spændende jagt i museum Østjyllands historiske skatte i efterårsferien. Udstyret med et skattekort bliver I sendt afsted på jagt efter ting fra museets 150 år lange historie. Der er som altid gratis entré til museet og efterårsferieaktiviteterne. Fotokilde: Museum Østjylland

Efterårssjov på Museum Østjylland, lørdag den 15. til søndag den 23. oktober 2022, alle dage kl. 10 - 16 på Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers.
Gratis. Aktiviteterne foregår på egen hånd.

I år er et ganske særligt år på Museum Østjylland. Museet i Randers kan nemlig fejre sin 150-års fødselsdag, og der er sket meget på de 150 år. Besøger I museet i efterårsferien, kan I opleve nogle af højdepunkterne, når I går på opdagelse i museets 150-års jubilæumsudstilling med hyggelig loungestemning, spilaktiviteter, arkæologisk miniudgravning og film fra gamle dage. Her kan I også få styr på familierelationerne, når I laver jeres eget stamtræ, eller I kan teste familiens historiske viden med udstillingens tidslinje-leg.

Så går den vilde skattejagt

Efterår er jagttid, og sådan er det også på museet denne efterårsferie, hvor børn og voksne kan kaste sig ud i hele to jagter. ”Vi har lavet en skattejagt i anledning af museets jubilæum. Den sender på en sjov måde vores små gæster og deres familier rundt i museets udstillinger. De kommer også gennem museets 150 år lange historie på jagt efter vilde historiske skatte, ” fortæller museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen. ”Jagten leder blandt andet gæsterne på sporet af det mindste og det største, det ældste og det yngste, det mærkeligste og det mest ulækre! ”

Tilbage til oldtiden

En anden jagt er Jagten på Lillefolket, der sender museets gæster på en tidsrejse tilbage til de ældste tider. Udstyret med et kort over oldtiden bliver I sendt ind i den spændende oldtidsudstilling på jagt efter Lillefolket, et lillebitte og knuselskeligt oldtidsfolk, der gemmer sig i revner, huler, træer og sprækker. ”Der er ret meget humor i Lillefolket – både for store og små. Så der er risiko for smil på læben og et lille grin på tværs af generationer, ” advarer Helle Lebahn Bentzen med et glimt i øjet. 

Fælles for alle museets ferieaktiviteter er, at de er gratis, ligesom der også er gratis adgang til museet.

For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk