Pensionerede håndværkere venter stort rykind

Længere åbningstid, flere håndværkere, en større oplevelse.

I Randers Ugen er der fuld knald på Håndværksmuseet, hvor åbningstiden er udvidet, og ekstra mange af museets 70 frivillige håndværkere står klar til at fortælle og demonstrere deres gamle håndværk.

Kig forbi og oplev de 25 originale værksteder med fag som optiker, smed, børstenbinder og handskemager.

Du behøver ikke engang have pungen oppe af lommen – besøget på museet er en af de gratis fornøjelser i Randers Ugen.

Håndværksmuseet for fulde sejl i Randers Ugen, ekstraordinært åbent tirsdag den 14. august og torsdag den 16. august 2018 kl. 10 – 16. Museum Østjylland – Håndværkmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers. Gratis adgang.

I mere end 40 år har Randers Ugen været en stor, syngende, gyngende fest med hundredvis af arrangementer i byen. På Håndværksmuseet har de pensionerede håndværkere i flere år bakket op om at gøre Håndværksmuseet ekstra levende og interessant for gæster i Randers Ugen.

”De frivillige håndværkere er hjertet her på Håndværksmuseet og dem, der får huset til at leve. I Randers Ugen møder håndværkerne op i stort tal, fordi det er festlige dage med masser af mennesker i byen og masser af interesserede gæster på Håndværksmuseet. Det giver liv og glæde, og både gæsterne og de frivillige elsker det,” fortæller daglig leder på Håndværksmuseet, museumsinspektør Inger Marie Hyldgård.

Håndværk i øjenhøjde

Netop den levende formidling gør Håndværksmuseet til noget helt specielt. Her kan du nemlig få de bedste historier direkte fra håndværkerne selv og se deres rutinerede hænder fremtrylle hestesko, trætønder og briller, der passer.

Kort sagt: Godt, gammeldags håndværk formidlet i øjenhøjde.

Hvad er det nu liiige, Håndværksmuseet er?

Håndværksmuseet er et museum for gamle håndværk som handskemageri, rebslageri, urmageri og meget andet. 70 pensionerede håndværkere formidler deres håndværk i værksteder, der er indrettet med originalt interiør. Værkstederne er fra slutningen af 1800-tallet til omkring 1950.

Bygningen, som Håndværkmuseet har til hus i, er et femetages pakhus fra 1890’erne. Det blev kort efter opførelsen solgt til De Danske Spritfabrikker og brugt til opmagasinering og behandling af korn.

På husets kraftige tømmerkonstruktioner er der fundet 65 inskriptioner, skrevet af folk, der arbejdede ved hejseværket eller stablede de tunge sække med hvede, byg, majs.

Gamle og nyere håndværk

De udstillede håndværk er alle karakteristiske for en gammel købstad som Randers. Det er især bygge- og anlægsfagene, metalfag samt enkelte servicefag. Mange vil kunne findes i andre byer, mens f.eks. Randers Reb og Randers Handskefabrik naturligvis er helt specielle for Randers. Enkelte fag er næsten uddøde som karetmageren, bødkeren og stukkatøren.

Alle fag har deres historie – nogle langt tilbage i tid som f.eks. smeden, der kom med jernet til Danmark cirka 500 før Kr. Optikeren derimod er husets yngste fag og først kom til Danmark efter anden verdenskrig.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller imh@museumoj.dk.