På tur gennem Randers med Gestapo i hælene

Besættelsestiden kastede lange skygger over randrusianernes liv. Nu kan du få et indblik i en tid med hyppige anholdelser, folk på flugt og terrorbombninger, som rystede midtbyen og dens indbyggere.

På byvandringen i midtbyen får du fortællingerne om nogle af de dramatiske begivenheder, som kastede skygger over Randers under besættelsen. Du kommer også fysisk helt tæt på de steder, hvor de udspillede sig. Hør blandt andet om Gestapos jagt på modstandsfolk og om den tyske terrorgruppe Petergruppen, hvis bomber lagde flere bygninger i ruiner. Her ses Brødregade 17 efter bombningen af restaurant Bodega. Fotokilde: Randers Stadsarkiv

På byvandringen arrangeret af Museum Østjylland besøger du steder, som var en del af et dystert kapitel i Danmarkshistorien. Hør om Gestapos aktiviteter i Randers, anholdelse af byens jøder, en boghandel med tilknytning til modstandsbevægelsen og en likvidering – midt i en legetøjsbutik!
Der er entré, og du køber din billet på museets hjemmeside.

Byvandring: Med Gestapo i hælene gennem Randers, torsdag den 13. april 2023 kl. 17.30 - 18.30.
Mødested: Foran Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 50 kr.

Det er museumsinspektørerne Simon Ryvang True og Jesper Nørskov Pedersen, der fortæller om de dramatiske år i Randers.
I de sidste år af besættelsen førte det hemmelige tyske politi, Gestapo, en regulær klapjagt på de randrusianske modstandsfolk. Sideløbende blev indbyggerne i Randers mange gange vækket om natten af store brag, ildskær og knuste ruder.

”Det var tyske håndlangere, der som hævn for modstandsbevægelsens sabotage, i nattens mørke spredte skræk og rædsel med terrorbombninger i midtbyen, ” fortæller Jesper Nørskov Pedersen.

Drama i de hyggelige gader

Det er et af de mest dystre kapitler i Randers’ historie, som du på byvandringen får et godt indblik i. Turen byder også på fortællinger om nogle af de mange personer og steder, som terroraktionerne gik ud over.

”Når man i dag går gennem byens hyggelige gader, kan det være svært at forestille sig, at bymidten under krigen dannede ramme om så dramatiske begivenheder. Men kender man historierne og passerer de ejendomme, som relaterer sig til de dystre begivenheder, så giver det et sug i maven, ” fortæller Jesper Nørskov Pedersen, som opfordrer deltagerne på turen til at dele deres egne anekdoter og familiehistorier om besættelsen i Randers.

Ingen kunne vide sig sikre

I løbet af 1943 og 1944 foretog Gestapo den ene razzia efter den anden. Det gik blandt andet ud over modstandsmanden Knud Christensen, der blev anholdt af Gestapo en kold januarmorgen i 1944.

”Gestapo havde opsnuset, at Christensen opbevarede store mængder sprængstof på sin arbejdsplads i Store Voldgade. Derfor blev han anholdt og i flere uger afhørt af den tyske gestapomand Otto Timmermann, ” fortæller Simon Ryvang True.

Med hjælp af sin snu hustru gik Knud Christensen fri, men han blev den 17. marts anholdt igen og nu sendt i tysk tugthus. To dage før hans anholdelse havde den tyske terror- og hævngruppe Petergruppen også været på spil. Her havde de bombet avisen Socialdemokraten i Østergade, en aktion, der kostede to mennesker livet.

”Selvom man ikke var en del af modstanden mod tyskerne, var der ingen garanti for, at man derfor var i sikkerhed. Petergruppen lagde desværre flere gange vejen forbi Randers, hvor forskellige ejendomme blev forvandlet til rygende ruinhobe, ” supplerer Jesper Nørskov Pedersen.

Deporteret til Theresienstadt

Dramatiske beretninger er der nok af på byvandringen, hør blandt andet også historien om den jødiske familie Hartogsohn. De blev i oktober 1943 anholdt af Gestapo og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.

”Gestapo havde foretaget en razzia på byens folkeregister, fundet adresser og herefter opsøgte de byens jøder i deres hjem. Hos familien Hartogsohn var der bid. Familien fik 20 minutter til at pakke og blev herefter ført til banegården, hvor de kom med den første tyske togtransport med danske jøder til Theresienstadt, ” fortæller Simon Ryvang True.

Byvandringen er cirka 2,5 kilometer lang.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen på 5172 8055 eller jnp@museumoj.dk