Opdag Kolindsund med Grævlingen Geo i din ferie

Rusk, regn eller bare koldt sweater-vejr i din efterårsferie? Så tag på museum! Heldigvis byder Museum Østjylland på gode og sjove oplevelser for museumsgæster i alle aldre. I museets aktuelle særudstilling Kolindsund – søen, der deler vandene er der noget for børn, bedsteforældre og alle dem midt imellem.

Der er masser af sjove aktiviteter for børn og legesyge voksne i Museum Østjyllands særudstilling om Kolindsund. Særlig populær blandt store og små børn er fiskeri i kanalen: Er der bid? Og er det mon en gedde, en aborre eller en ørred, der bider på? Fotokilde: Museum Østjylland

Familierne kan denne efterårsferie gå på opdagelse sammen med Grævlingen Geo, der boltrer sig med småopgaver, spil og andet sjovt i Kolindsund.
Det er gratis.

Tag med Grævlingen Geo på tur i Kolindsund, lørdag 15. oktober til søndag 23. oktober 2022 kl. 10 - 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.  
Gratis adgang.

Børn og deres voksne kan fiske, finde dyr og fugle, spille golf og meget mere, når de tager hæftet med den søde grævling med rundt i udstillingsrummene.

”På museet har vi altid noget sjovt og lærerigt, som besøgende børn kan prøve af, også i særudstillingerne. Og vi er så heldige, at den dygtige illustrator Ane Gudrun har opfundet Grævlingen Geo til os. Så hæftet, som børnene får med rundt i udstillingen, er fyldt med Ane Gudruns fine tegninger, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard.

Inspirere til ture ud i Kolindsund

Der er meget at opleve i Kolindsund. Både i udstillingen Kolindsund – søen, der deler vandene og i virkelighedens landskab mellem Grenaa og Kolind.  ”Vi håber, at udstillingen – og ikke mindst Grævlingen Geo – kan inspirere til ture ud i Kolindsund, så familierne også oplever det særprægede landskab ude i den friske efterårsluft, ” siger Tina Bjerregaard. ”Og når det ikke er museumsvejr, kan I for eksempel cykle en dejlig tur langs kanalerne og måske se nogle af de fugle, I også møder i udstillingen og i hæftet med Grævlingen Geo. ”

Kreativ grævling

Når børnene har besøgt udstillingen sammen med Geo, har de også mulighed for at være kreative med grævlingen og hans venner. Illustrator Ane Gudrun har nemlig også designet et krea-ark, som børnene kan prøve kræfter med på museet. ”Så er det bare om at farve, klippe og klistre – eller tage arket med hjem og fortsætte hyggen der, ” opfordrer Tina Bjerregaard.  

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk