Østre Kirkegård ”sladrer” om Randers’ byhistorie

Museum Østjylland inviterer i Randers Festuge på en historisk rundvisning på Østre Kirkegård.

På vej mod Randers Ældre Kjøbmands Liiglaugs mindetavler (til højre i billedet) som de oprindeligt så ud. For nogle år siden blev mindetavlerne desværre udsat for hærværk og blev erstattet med nye pæle, så man stadig kan mindes Liiglaugets medlemmer på stedet. Hør mere om dette og meget andet på rundvisningen på Østre Kirkegård i Festugen. Fotokilde: Museum Østjylland

Østre Kirkegård ”sladrer” om Randers’ byhistorie

Oprindeligt hed den ”Dødsminde”. I dag er kirkegården kendt af enhver randrusianer som Østre Kirkegård, købstadens ældste fungerende kirkegård. Stedet fortæller Randers’ fascinerende byhistorie på en lidt anderledes måde.

Randers Festuge 2019: Kirkegårdsvandring på Østre Kirkegård, torsdag den 15. august 2019 kl. 18.30 – 20.
Mødested: Kapellet på Østre Kirkegård.


NU UDSOLGT

 

Det er langt fra første gang, at arkivar fra Randers Stadsarkiv Tina Knudsen Jensen deler ud af sin store viden om Østre Kirkegård. Rundvisningerne er altid tilløbsstykker, hvor både lokale borgere og byens besøgende benytter lejligheden til at kigge nærmere på den 200 år gamle kirkegård.

”Folk har forskellige grunde til at tage med på rundvisningen. Nogle har familie og venner, der ligger her. Andre har lyst til at lære kirkegården bedre at kende, fordi de ellers plejer at gå hurtigt igennem på stierne eller slappe af på en bænk, ” siger Tina Knudsen Jensen.

”Men Østre Kirkegård er mere end mindested, en hurtig genvej eller en grøn oase. På rundvisningen kommer vi tæt på kirkegårdens historie og dermed tæt på Randers’ byhistorie og vores forfædres historie, ” lover Tina Knudsen Jensen. 

Optog, musik og militær
Mange generationer har haft deres gang og fået deres endelige hvilested her, siden kirkegården under stor opmærksomhed blev indviet den 2. september 1811.

”Et stort optog på omkring 3.000 mennesker, herunder garnisonen og det borgerlige militær, marcherede med musik gennem byen til det nye jordstykke lige øst for Randers’ bymidte. Det må have været et imponerende syn, ” fortæller Tina Knudsen Jensen, der i omvisningen tager udgangspunkt i gravsten og monumenter, når hun fortæller byhistorie set fra Østre Kirkegård.

Jødisk kirkegård og Dødsminde
Da Østre Kirkegård blev indviet lå der faktisk allerede en begravelsesplads i området. Den jødiske menighed havde nemlig allerede i 1806 anlagt begravelsesplads for den store jødiske menighed på arealet ved siden af.
Få år efter blev Dødsminde indviet som byens nye assistenskirkegård, dvs. en kirkegård, som ikke ligger i umiddelbar nærhed af en kirke. Her lå kirkegården på det tidspunkt langt udenfor datidens bebyggede by. Siden har Randers by dog bredt sig, så Østre Kirkegård nu ligger i det centrale Randers.
Godt 100 år efter indvielsen, i 1919, fik kirkegården sit nuværende og kendte navn: Østre Kirkegård.

For mere information kontakt arkivar Tina Knudsen Jensen på tkj@museumoj.dk eller på 2344 9036.