Nyt museumsprogram med gru og gækkebreve

Både det dystre og det hyggelige er på programmet, når Museum Østjylland nu tager hul på et nyt år med masser af museumsoplevelser. Dyk ned i stenalderens shamanisme, oplev spændende foredrag om heksejagter, sabotage og skibsforlis eller hyg dig sammen med ungerne, når der er gratis ferieaktiviteter i vinter- og påskeferierne. I Ebeltoft byder foråret på de første kig ind i den renoverede Maltfabrik, der skal rumme kulturinstitutionen BMA, der kombinerer bibliotek, museum og arkiv.

Ny særudstilling i Kulturhuset i foråret er Bjørneklanens Ø, der handler om Djurslands vilde stenalder. Her kan du dykke ned i den 5.000 år gamle historie om stenaldermenneskenes liv med fremmedartede skikke og mystiske ritualer på en hellig ø på Djursland.
Udforsk udstillingen på egen hånd eller hop på en omvisning med arkæologen eller konservatoren, der fortæller om shamanistiske ritualer og flotte fund.

Se vores nye museumsprogram januar – april 2020 fra Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft her.


Feriesjov for børnene

Mange af museets gæster er børn, og dem er der naturligvis også tænkt på i det nye museumsprogram. Snart rammer vinterferien, og her står den på workshops med jagtamuletter, oldtidssmykker og gækkebreve. Gå også på påskeæggejagt eller prøv at smede på den gammeldags måde. Særudstillingen Bjørneklanens Ø er rammen om en familievenlig omvisning, hvor store og små inviteres på en sanselige rejse ind i stenalderens univers med bjørnekranier, shamaner og trommens kraft.
Oplev også teaterfortællingen, hvordan ånder bliver gjort levende i den forunderlige fortælling om Skeletkvinden. 

Foredrag om sabotage og heksejagt

De klassiske og altid populære museumsforedrag er naturligvis en vigtig del af det nye program. Fra januar til og med april kan du i museets foredragsrække komme tæt på historier blandt andet om jernbanesabotagen i Langå under 2. verdenskrig. Hør også om fortidens uundværlige husmoderafløsere, der holdt børnene rene og faderen mæt, når husets mor og kone var syg eller lå i barselssengen.
Læg også ører til grufulde fortællinger om heksejagt, tortur og trolddom på Djursland i 1700-tallet eller oplev et foredrag om skibsforlis og strandinger gennem tiden ved Djurslands klinter.

Første ryk ind i Maltfabrikken

I løbet af 2020 åbner den renoverede Maltfabrik i Ebeltoft, og allerede i februar og marts inviteres du til åbent hus i de historiske lokaler. Vær også med, når der er stillelæsning i BMA med formidabel udsigt over Ebeltoft Vig og lidt godt i glassene.
Og så rykker rollespillere ind i de rå fabrikslokaler i vinterferien. Børn og barnlige sjæle inviteres til at være med, når rollespillerne blander tandhjul og maskiner i et fantasifuldt og mystisk steampunk-univers!

For mere information kontakt souschef Karen Dubery på 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk