Nu rykker julehyggen ind i Farvergården!

Kom i den helt rigtige julestemning, når Handelsstandsforeningen i Ebeltoft og Museum Østjylland inviterer til vaskeægte julehygge i byens gamle farvergård.

Kom i den helt rigtige julestemning, når Handelsstandsforeningen i Ebeltoft og Museum Østjylland inviterer til vaskeægte julehygge i byens gamle farvergård. I de idylliske rammer er der skruet helt op for julerierne med forskellige aktiviteter og boder: Besøg julemandens hyggelige hule, design dit eget seje jule-badge og spis dig varm og mæt i gløgg og æbleskiver.
Husk også at tage hele familien med på jagt efter de drilske gårdnisser, der er på spil i Farvergården.

Julehygge i Farvergården, lørdag den 8. december og søndag d. 9. december 2018 kl. 10 – 15. Museum Østjylland – Farvergården, Adelgade 15 i Ebeltoft.
Gratis adgang.

Intet skaber så dejlige rammer om julen som Ebeltofts snoede gader og skæve bindingsværkshuse! I den gamle farvergård åbnes der den 8. december og 9. december op til det historiske gårdmiljø med julehygge i store mængder og små aktiviteter for hele familien. I haven kan du besøge julemandens stemningsfulde julehule, hvor du i løbet af dagen også vil kunne møde julemanden i egen høje person.

”Vi er rigtig stolte af, at vi igen i år får besøg af selveste julemanden. Han har endda indrettet sin julehule nede i Farvergårdens gamle have. Vi har sikkert nogle gårdnisser på loftet, som bliver ekstra glade for det fornemme besøg, ” fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen og lover, at der nok skal blive julet igennem denne weekend.

Gløgg, nissejagt og seje julebadges

Vognporten bliver denne weekend omdannet til Danmarks vel nok hyggeligste julestue. Her kan du hvile benene og få varmen efter årets juleindkøb i Ebeltoft. Der vil være mulighed for at købe kranse, blomster, julelys og meget andet samt et glas dejlig varmt gløgg og lækre æbleskiver.
Hele weekenden kan du udfolde dig kreativt og designe dit eget personlige jule-badge, som du kan sætte på tøjet i julen eller måske bruge til en lille, personlig gave.

”Det er jo en oplagt mulighed for lave en ekstra lille julegave til mor, bedstefar, eller hvem der nu fortjener det i år, ” smiler Jesper Nørskov Pedersen.

Kan du finde de frække nisser?

De frække museumsnisser gemmer sig rundt om i Farvergårdens mørke kringelkroge og flotte have. Og nu kan du tage på nissejagt efter de frække museumsnisser! Kan du finde dem alle sammen, er du med i lodtrækningen om en hemmelig julepræmie.

Der er gratis adgang til julehygge i Farvergården.

For mere information kontakt museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen på 5172 8055 eller på jnp@museumoj.dk