Museum Østjylland er en skattekiste – hør om skattene!

Der er eftermiddagskaffe på kanden og gode historier i ørerne, når museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning løfter sløret for, hvilke spændende genstande Museum Østjylland i løbet af det sidste års tid har indsamlet i det norddjurske.

Museum Østjylland er en skattekiste – hør om skattene!

Bag hver genstand, som Museum Østjylland tager ind i sin samling, gemmer sig en historie. Historier, som nu er gemt på museet for altid, og som er en del af vores fælles kulturarv.
Hør blandt andet om en arabisk ring fundet i en hønsegård, om barometeret fra den berømt kahyt i den tidligere farvergård i Grenaa og om cykelemblemet fra Grenaa første cykelklub.  
De gode historier skylles ned med en omgang kaffe og kage.

Fredagsfortællinger – personhistorier bag museets genstande fredag den 23. august 2019 kl. 15 - 16.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage.

Klik her for at købe din billet.

Rikke Alsbjerg Schøning glæder sig til at fortælle om museets indsamling fra livet på Norddjurs, der rummer en sand skattekiste af sjove og væsentlige genstande.
Hør om, hvordan museet rent praktisk samler ind og også om, hvordan en ting kommer gennem museets kulturhistoriske nøglehul og får lov at blive indlemmet i samlingen.

”Museet bliver ofte tilbudt genstande til samlingen, og vi er altid glade for, at folk tænker på os og lægger deres vej forbi museet. Derfor er det også altid en skøn blanding af genstande, vi i løbet af et år bliver tilbudt og præsenteret for, hvor hver genstand har deres egen unikke og interessante historie. De genstande og historier har jeg meget lyst til at dele med vores gæster denne eftermiddag, ” fortæller Rikke Alsbjerg Schøning. 

100 km på væltepeter
Rikke Alsbjerg Schøning vil vise nogle af de genstande, som for nyligt er indsamlet og fortælle om, hvorfor lige netop den genstand skal gemmes for eftertiden. Hør blandt andet om et emblem, som blev indleveret til museet sammen med et brev, hvori der stod:

”Emblem fra Grenaa Cykel Klub ca. 1887, hvoraf far var medlem. Med sin bicykel (med det store forhjul) kørte han en søndag fra Silkeborg til Grenaa, en tur på godt 100 km, men så væltede han også i grøften udenfor Grenaa af træthed. ” 

Der er til foredraget god plads og tid til kommentarer og spørgsmål fra publikum.

For mere information kontakt museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på ras@museumoj.dk eller på 3071 6698.