Museet ruller ud med vikingesjov i din sommerferie

Synes du, at vikinger er seje? Eller har du bare lyst til at hygge dig med små kreative projekter i din sommerferie? Så kom og vær med, når Det Rullende Museum fra Museum Østjylland besøger Kulturgrunden i Hornslet på årets sommerferieturné i det østjyske.

Vikinger er bare de sejeste! Kom og hør historier om de vilde, voldsomme vikinger og prøv sjove vikinge-aktiviteter, når du besøger Det Rullende Museum, som triller ind i Hornslet i børnenes sommerferie. Det er gratis og tag gerne din bedstefar eller din bedste ven med! Fotokilde: Museum Østjylland

Her kan du lave dit eget flotte vikingearmbånd, skrive med runer, præcist som vikingerne gjorde eller få en sej vikinge-tatovering.
Alle kan være med, så bare mød op! Det er gratis.

Det Rullende Museum – Vikingesjov i Hornslet, tirsdag den 27. juni 2023 kl. 10 - 14 på Kulturgrunden, Nyvej 3, 8543 Hornslet.
Gratis.

Sommerferien står for døren, og igen i år fylder Museum Østjylland den lille formidlingscampingvogn, Det Rullende Museum, med sjove og gratis ferieaktiviteter. Turen går rundt til mindre og lidt større byer i Østjylland, og sommerturnéen ligger i uge 26 og 27.
Årets tema er vikingetiden. Og det er ikke tilfældigt, fortæller de fra museet. Vikinger er nemlig altid et hit hos både drenge og piger.

”Næsten alle synes, at historierne om de både barske og dygtige vikinger er vildt spændende. Det mærker vi tit her på museet. Det fascinerer også både store og små, drenge og piger, når fornemme vikingeskatte fra tid til anden dukker op af jorden,” fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, som også kan fortælle lokale vikingehistorier i børnehøjde, når han ruller ud til byerne med det lille, mobile museum.

Det Rullende Museum gæster også: Ørsted, Spentrup, Fjellerup Strand og Langå.

Pynt dig med vikingearmbånd

Mens Det Rullende Museum besøger Hornslet, kan du dagen igennem kaste dig ud i forskellige aktiviteter og blandt andet prøve kræfter med en gammel vikinge-teknik, når der skal laves flettede armbånd af snor.

”Det er en sjov samarbejdsøvelse, hvor man to og to kaster såkaldte slyngstokke til hinanden og på den måde får flettet en fin snor, der kan omdannes til et armbånd. Båndet kan også dekoreres for eksempel med perler. Du kan selvfølgelig vælge mellem masser af forskellige farver garn og perler, så det bliver med garanti et armbånd, som ingen andre har,” forklarer Jesper Nørskov Pedersen.

Det er gratis at være med, og armbåndet får du selvfølgelig med hjem.

Skriv med runer og få en tatovering

Ved du, hvordan dit navn skrives med runer? Hvis ikke, kan du heldigvis lære det i Det Rullende Museum. Her kan du kigge nærmere på vikingernes ældgamle alfabet og prøve at skrive sit eget navn og små beskeder.

”Nogle af runerne minder om vores bogstaver, mens andre runer er helt anderledes. Så det er med at holde tungen lige i munden! ” smiler museumsinspektøren.

Har du lyst til lidt pynt på kroppen, kan du også få en sej vikingetatovering, som selvfølgelig er af slagsen, som kan gå af igen!

Sommerturnéen er en del af projektet Museet tæt på dig, som er støttet af ELRO Fonden.

Det Rullende Museum fra Museum Østjylland gæster også:
Ørsted, onsdag den 28. juni.
Spentrup, torsdag den 29. juni.
Thomasminde Oplevelsesplads, Fjellerup Strand, tirsdag den 4. juli.
Langå, onsdag den 5. juli.
Find mere information om turnéen på museets hjemmeside under ”Kalender”.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen på tlf. 5172 8055 eller jnp@museumoj.dk.