Middelalderen rykker ind ved Kalø i sommerferien

Vær med, når området ved Kalø i sommer står i middelalderens tegn. I ugerne 26 til 29 kan du kigge arkæologerne over skuldrene, når de graver efter den forsvundne middelalderby ved Bregnet. Du kan også komme på guidede vandreture og opleve middelalderaktiviteter som gøgl, musik, plantefarvning og andet godt.

Der er gøgl og gang i den for store og små, når blandt andre Skramle og Blæsekonen kigger forbi Kalø og laver deres forrygende middelalderstomp. Det er gratis at være med. Fotokilde: Skramle og Blæsekonen

Museum Østjylland, Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune står bag Middelalder ved Kalø på et af de smukkeste steder i nationalparken.
Det er gratis at være med.

Middelalder ved Kalø og Åben Udgravning alle hverdage fra 28. juni til 23. juli 2021 kl. 10 - 16.

Gratis. Ingen tilmelding.

Tæt på Kalø lå der engang en middelalderlandsby, der hed Bregnet. Landsbyen er for længst forsvundet, men i sommerferien graver arkæologerne igen ved Bregnet. På den store mark øst for borgruinen er indhegnet et område, hvor du har chancen for at komme tæt på udgravningen, se arkæologerne grave og udspørge dem om dagens fund. Du kan også se en plancheudstilling om Bregnets historie og om tidligere fund på stedet.
Børnene kan via en skattejagt blive mini-arkæologer og indkassere et velfortjent diplom.
Hele dagen vil værter fra Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge hjælpe jer til rette ved udgravningen, så I får en dejlig dag tæt på arkæologi og fascinerende fortidsminder. Alle, store som små, er velkomne til at være med, når fortidens spor dukker op for øjnene af jer.

Garanti for fund – næsten!

Museumsinspektør, ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen glæder sig til at byde nysgerrige gæster velkommen til de fire arkæologiske uger i Bregnet:

”Det kan næsten ikke blive bedre set med en middelalderarkæologs øjne! Udgravningsområdet ligger tæt på Bregnet Kirke, tæt på borgen og i et område, hvor vi ved fra tidligere udgravninger, at der er fine fund at finde. Selvom der i sagens natur ikke er hundrede procents fund-garanti, så er det næsten sikkert, at vi finder noget rigtig spændende. ”

Ved vejen – lå en hund og en kakkel begravet! 

På samme sted har arkæologer fra museet tidligere fundet rester af en teglovn, som sandsynligvis har leveret mursten til Kalø-borgen. De har også fundet en lille vej med retning mod kirken.
Ud til vejen har arkæologerne fundet et fint bindingsværkshus fra midten af 1400-tallet. Huset var hvidkalket og havde blyindfattede ruder. Inde i bygningen var blandt andet en kakkelovn med grønglaserede kakler.
Under gulvet lå et lidt underligt fund, nemlig et skelet fra en ung hund. Skelettet var ikke gravet ned som en begravelse, men lå indlejret under gulvet som et ”offer”. Ofringerne blev i kristen tid set som noget hedensk og dermed lå det udenfor, hvad den katolske kirke ellers tillod. Heraf stammer talemåden ”der ligger en hund begravet” – det betyder, at noget skjult eller usagt er årsag til et problem.

Gøgl og guidede ture

Hver torsdag og fredag kan du ud over den arkæologiske udgravning af landsbyen Bregnet opleve en lang række middelalderindslag som Skramle og Blæsekonen, der laver middelalderstomp og Middelalderkonen Margrethe, der fortæller historier om tro og overtro.
Derudover kan du glæde dig til gøgl, væbnerskole, teater, musikalske oplevelser og et kig tilbage til middelalderlige håndværk.
I løbet af uge 26 til 29 vil Nationalpark Mols Bjerge også invitere på en række vandringer med fokus på historien omkring Kalø og middelalderens lægeurter, der stadig gror på Kaløhalvøen. 

Hele programmet kan findes på www.nationalparkmolsbjerge.dk
Se også mere på
www.oplevsyddjurs.dk

Alle gode kræfter arbejder sammen

Udgravningerne i Bregnet er en del af et større samarbejde mellem Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge med deltagelse af Syddjurs Kommune, kaldet Sogneprojektet. Samarbejdet er også et borgerinddragende forsknings- og formidlingsprojekt, som skal sætte fokus på udvalgte områders historie fra oldtid til nutid. Det styrker lokalhistorien i de udvalgte områder, men fornyer også den samlede fortælling om Nationalpark Mols Bjerge.
Udover arkæologiske undersøgelser planlægger Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge at involvere frivillige i arbejdet med at registrere billeder, gennemgå folketællinger, dokumentere lokale miljøer og andre aktiviteter i området.

Følg med på: https://nationalparkmolsbjerge.dk/sogneprojektet

For mere information om Middelalder ved Kalø kontakt:

Museumsinspektør, ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen, 4010 8128 eller tgp@museumoj.dk
Museumsinspektør og middelalderarkæolog Lisette Berg Andersen, 2279 5432 eller lba@museumoj.dk