Maltmusene er løs på Maltfabrikken i efterårsferien

Kontormus, fabrikantmus, eventyrmus, rejsende mus, forelskede mus – der er alle slags mus på Maltfabrikken i Ebeltoft. I din efterårsferie kan du komme ind fra det kølige efterårsvejr og få varmen på en rigtig hyggelig musejagt rundt i BMA - Bibliotek, Museum, Arkiv.

Udstyret med et kort over Maltfabrikken sendes hele familien rundt i BMA på jagt efter fabrikkens knuselskelige maskotter, de små maltmus. Legen er gratis og kan nydes både på dansk, engelsk og tysk i efterårsferien. Fotokilde: Museum Østjylland

Det kræver både gode detektiv-evner og stærke ben, for turen går rundt på den gamle Maltfabriks tre etager, når musejagten nu i ferien for alvor går ind!
Det er gratis at lege med.

På sporet af maltmusene i efterårsferien, lørdag den 16. oktober - søndag den 24. oktober 2021 kl. 6 - 23 på BMA Maltfabrikken, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft.
Gratis.

Maltmusene er fabrikkens små finurlige maskotter, som knuselskes af store og små, og som bor i revner og sprækker rundt om i den store, gamle bygning. Maltmusene danner tilsammen en stor musefamilie, der har samlet sig på den ombyggede Maltfabrik og nu bor rundt omkring i BMAs lokaler.

Maltmus er kulturmus

Maltfabrikken var i mange årtier fyldt af den dejligste byg, og det er noget, mus kan lide. Nu er fabrikken fyldt med kultur, men det har ikke afskrækket musene fra at blive boende. Tværtimod.

”Vi har nogle mus her i BMA, som lader til at være særligt begejstrede for kultur. I hvert fald er de flyttet ind mellem bøger, genstande, arkivalier og sågar i digitale installationer, så vi kommer nok ikke lige af med dem foreløbig, ” fortæller museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen.

”Og det er kun godt, for vi har besøg af rigtig mange børn, som elsker at gå på opdagelse efter de små størrelser! ”

Musejagten findes på både dansk, tysk og engelsk, så venter du efterårsferiegæster fra udlandet, kan de sagtens være med!

For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk