Lær at gå med metaldetektor i din ferie

Det er populært som aldrig før at gå med metaldetektor og lede efter guld- og sølvskatte i jorden. Drømmen om et fantastisk arkæologisk fund lever i de fleste af os, men det kræver faktisk viden og øvelse at gå med detektor, hvis man skal gøre sig håb om at finde noget.

Nu kan du få viden og lidt øvelse, når Museum Østjylland og Midtdetekt.dk inviterer til Detektortræf for børn i efterårsferien på en mark ved Gimming. Prøv dine evner som detektorfører af – og husk at tage den store tålmodighed med: Det kræver ro og tid at være detektorfører!

Åben Mark: Detektortræf for børn, mandag den 14. oktober 2019 kl. 11 - 15.
Sted: Vestrupvej 132, 8930 Randers NØ

NB! Parkering ved laden bag ved gården.
Arrangementet er gratis.

Ti erfarne detektorførere fra Midtdetekt.dk hjælper med at få apparaterne til at bippe på den rigtige måde. Det er ZeeJuu.dk, der stiller de mange detektorer til rådighed, og de har også en lille bod med grej og tilbehør på stedet.
Der er fundgaranti, hvis du er tålmodig og lidt heldig, og du får et diplom med dig hjem.

”Det bliver med garanti en spændende og sjov dag, hvor små og store kan lære om de spor, som findes i jorden efter vores forfædre. Vi vil vise børnene, at man finder rigtig mange søm og kapsler, når man går med metaldetektor, men at tålmodigheden måske til sidst betaler sig i form af et fint smykke eller noget andet fantastisk, ” fortæller arkæolog Trine Fristed Jensen. 

Arkæolog og konservator fortæller

Arkæologen fortæller om gode fund fra området og forklarer, hvad du skal gøre og huske, inden du selv tager ud på markerne og finder spor efter vores forfædre.
Konservatoren viser, hvordan du nænsomt kan rense jord af de gamle metalgenstande, så detaljerne i det fine håndværk træder tydeligt frem.
Alle kan være med, du skal bare følges med en voksen og være klædt varmt på.

”Der er ingen garanti for, at vejret er godt, når børn og voksne leger amatørarkæologer i efterårsferien. Men lige som rigtige arkæologer kan arbejde i næsten al slags, så kan du sikkert også, bare du husker at tage varmt tøj og gummistøvler på! ” smiler arkæolog Trine Fristed Jensen.

For mere information kontakt arkæolog Trine Fristed Jensen på 4010 4897 eller tfj@museumoj.dk