Kunsten at vække Djurslands stenalder til live

Hvordan genskaber man en shaman fra stenalderen? Skal han kunne flyve? Kan man få bjørnekranier til at svæve? Og hvordan fylder man egentlig en museumsudstilling med dyr, der ikke længere findes på Djursland? Det er nogle af de spørgsmål, Museum Østjyllands konservatorer har bokset med i forbindelse med arbejdet med den aktuelle særudstilling på museet Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder.

Lyt med, når konservatorerne Carsten Korthauer og Anne Rostgaard Nielsen røber hemmeligheder fra scenografiens verden.

Foredrag: Kan en shaman flyve? Torsdag den 26. september 2019, kl. 13 - 14.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og lidt sødt. 

I udstillingen Bjørneklanens Ø udfoldes historien om shamaner, bjørne og et særligt samfund på en hellig ø, der fandtes på Norddjurs for 4.800 år siden.
”Arkæologerne fandt i deres udgravninger primært en masse tilhugget flintsten og dynger af blegede knogler og skaller, der lå nedgravet i en grube. Kan det være spændende?! ” spørger Carsten Korthauer og giver selv svaret:
”Ja! Det er altså en helt fantastisk historie, som det er lykkedes forskerne at trække ud af dette – ved første øjekast – tørre materiale! Og det er blandt andre os konservatorer, der har opgaven at gøre den historie nærværende, tydelig og fængende for museets gæster. ”

Svenskerne inspirerede

Historien bag knogler, sten og skaller er for os nutidsmennesker vældig vild og eksotisk. For 5.000 år siden gik stenalderbønderne på Djursland for en tid tilbage til troen på den besjælede natur, hvor en shaman kunne skabe forbindelsen til det åndelige. Inspirationen fik bønderne fra Østsverige, hvor menneskene levede som sæljægere.
Ud over måden at lave lerkar og flintredskaber på overtog befolkningen på Djursland også nogle religiøse skikke fra Sverige. De nye skikke kombinerede bønderne med deres traditionelle lokale tilværelse som bønder.

Information og fascination

Konservatorernes opgave var primært at befolke Bjørneklanens Ø med vilde dyr og iscenesætte stenaldersamfund – og ikke mindst at skabe en figur af en shaman lavet ud af hønsetråd og gipsgaze og klædt i alskens dyrepelse og fjer. Om deres spændende arbejde ved udstillingens scenografi fortæller de to konservatorer:
”Vores opgave har på den ene side været at præsentere fundene, så gæster i udstillingen forstår, at fundene er fascinerende og i den grad værd at se nærmere på. På den anden side har opgaven været at genskabe og levendegøre, hvad der skete på Kainsbakke her ved Grenaa for 4.800 år siden. ”

Glimt, spørgsmål og kaffe

Foredraget tager dagens gæster bag udstillingen for et sjældent glimt af, hvordan museets konservatorer arbejder med at formidle lokalhistorien.
Der er rig mulighed for at spørge og kommentere undervejs i foredraget, som afsluttes med kaffe og noget sødt der til.

For mere information kontakt Carsten Korthauer, tlf. 20580129.