Kolindsunds fremtid – hør eksperternes anbefalinger

Stormflod og tørke, stigende have og hede somre. Der er mange forestillinger om, hvad Kolindsund kan betyde for klimasikring af Grenaa og fremtidens landbrug. Men hvordan ser det ud, når eksperterne kigger på målingerne? Det giver projektgruppen Grenåens Opland gode bud på, når der er foredrag og dialog i Kolind+ om fremtidens Kolindsund.

Med mere nedbør i fremtiden og højere grundvandsstand, skal der enten pumpes mere vand væk fra Kolindsund – eller også skal vi leve med, at de drænede områder bliver mere sumpede og ikke længere kan dyrkes. Dyk ned i Kolindsunds dilemmaer, når der er foredrag og dialog om fremtidens Kolindsund i Kolind+. Fotokilde: Museum Østjylland

Arrangementet er et samarbejde mellem Museum Østjylland, Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Der er entré, og du køber din billet på museets hjemmeside.
Der serveres kaffe og kage.

Foredrag: Hvor tørt kan det blive? onsdag den 22. marts 2023 kl. 19 - 21 i Kolind+, Bugtrupvej 33A, 8560 Kolind.  
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage.

Aftenen begynder med en historisk introduktion til Kolindsund og nogle af områdets mange spændende fortællinger. Det tager museumsinspektørerne Tina Bjerregaard og Rikke Alsbjerg Schøning sig af, og de er begge tilrettelæggere bag den aktuelle særudstilling på museet i Grenaa, Kolindsund – søen, der deler vandene.

”Kolindsund fortæller ikke kun lokalhistorie. Området og dens historie er også en afspejling af danmarkshistorien med afvandingsprojekt, arbejderkonflikt, øget blik for natur og nu også klima. Det er derfor, at Kolindsund er så interessant, ” pointerer Tina Bjerregaard. 

Konklusion ligger klar

Grenåens Opland, der denne aften løfter sløret for mulige scenarier for fremtidens Kolindsund, er et tværkommunalt projekt, der i længere tid har arbejdet med klimasikring af det store vandsystem, der forgrener sig på Djursland. Efter flere år med beregninger, målinger og undersøgelser er projektet nu afsluttet, og anbefalingerne til kommunerne ligger klar.

”Klimasikring kan ikke bruges som argument for at retablere Kolindsund, i hvert fald ikke i den nuværende situation. Udvikler vandstandsstigningen i Kattegat sig mere dramatisk end prognoserne spår, ændrer forudsætningerne sig, og så kan Kolindsund godt komme i spil, ” konkluderer hydrolog og projektleder Steen Ravn Christensen fra Syddjurs Kommune.

Mere vand – hvor skal det være?

Steen Ravn Christensen, geograf Bettina Melchiorsen og vandløbsingeniør ved Norddjurs Kommune Jens Gregersen har i gruppen arbejdet med projektet Grenåens Opland. De fortæller denne foredrags- og dialogaften om resultaterne efter seks års arbejde med Grenåens opland og de mange bække og åer, der løber gennem landskabet.

”Vi får mere vand i fremtiden, og det kræver plads. Projektets resultater skal gøre det lettere at beslutte, hvor og hvordan vi parkerer eller blokerer for vandet i fremtiden, men det kan blive svært at tilgodese alle. Målet er at klæde politikerne på til at finde den mest optimale strategi for samfund og borgere, ” fastslår vandløbsingeniør ved Norddjurs Kommune, Jens Gregersen.

I løbet af foredragsaftenen vil der være mulighed for at stille spørgsmål til projektgruppen og høre nærmere om både land, vand og fremtid. Til den gode snak serveres kage og kaffe. 

For mere information kontakt: Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på tlf. 3071 6698 eller på ras@museumoj.dk