Kendt kunsthistoriker fortæller om julekrybbernes hemmeligheder

Museum Østjylland har allieret sig med en af landets absolut førende kapaciteter, når det kommer til julekrybbernes historie

Lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet Hans Jørgen Frederiksen gæster den 12. december museet, hvor han vil dele ud af sin store viden om kulturhistorie - denne gang med fokus på julekrybbernes mysterier: Hvorfor ser julekrybberne ud, som de gør? Hvorfor ligger Jesusbarnet mellem et æsel og en okse og ikke for eksempel en kamel og et får? Er det et tilfælde, at de tre vise mænd er af forskellig etnisk oprindelse?
Spørgsmål og undren er der nok af. Hans Jørgen Frederiksen har svarene.

Foredrag: Hvad julekrybberne fortæller med lektor Hans Jørgen Frederiksen, onsdag den 12. december 2018 kl. 19 – 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage. Billetter kan købes på museumoj.dk

Det lille Jesusbarn ligger svøbt i sin ydmyge krybbe. Jomfru Maria og Josef står beskyttende bag ham. Måske er også forskellige dyr, de tre vismænd og hyrden fra marken med. Der er variationer over julekrybbernes omfang, stil og opstilling, men kernen er altid den samme: Det nyfødte Jesusbarn i sin krybbe omkranset af Maria og Josef. 

”Julekrybben er en globalt udbredt tradition. I visse lande, som Italien, er den lige så uomgængelig som juletræet her til lands, ” fortæller lektor i kunsthistorie Hans Jørgen Frederiksen, der om nogen kender til julekrybbernes udbredelse og historie.

Kunsten at forstå en julekrybbe

Traditionen med opstillingen af julekrybben stammer tilbage fra middelalderen og det nyfødte Jesusbarn, Jomfru Maria og de hellige tre konger er iscenesat med hver deres symbolske betydning. I foredraget vil Hans Jørgen Frederiksen blandt andet fortælle om krybbernes indretning og figur-typer, samt om hvilken betydning de har for, hvordan julekrybbernes skal fortolkes.

”I mit foredrag viser jeg julekrybber af såvel spektakulær som ydmyg art. Det sker i forlængelse af min præsentation af en række billedkunstneriske skildringer af hyrdernes og kongernes tilbedelse af Jesusbarnet i stalden i Betlehem, ” forklarer Hans Jørgen Frederiksen.

Stor viden, skarp formidler

På Folkeuniversitetet underviser Hans Jørgen oftest i emnerne kunsthistorie, europæiske kunstskatte og italiensk renæssance-kunst. Det er med den baggrund, at han nu dykker ned i julekrybbernes mangfoldige verden, når han gæster Museum Østjylland.
Gennem hele sit arbejdsliv har Hans Jørgen Frederiksen beskæftiget sig med kunsthistorie, billedkunst og arkitektur, og han står bag talrige både interessante og underholdende foredrag.

Alverdens krybber på museet

Frem til nytår udstiller Museum Østjylland i Kulturhuset en bred vifte af smukke julekrybber fra ind- og udland. Krybberne er lavet af alle materialer og stammer fra lande som Israel, Indien, Polen, Tyskland og - naturligvis - Danmark.
Gennem århundreder er julekrybber blevet fortolket og udviklet på, så de i dag præsenterer sig i alle former, størrelser, farver og kvaliteter.

For mere information om foredraget kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk