Kan du finde det forsvundne Ebeltoft?

Engang kørte der tog til Ebeltoft. Maltfabrikken maltede byg. Købmandsgårdene lå tæt i Adelgade. Mælkemanden kørte gennem byen i sin hestevogn.

Turen med QR-koder i Ebeltoft går blandt andet til Jernbanegade. Her leder man i dag forgæves efter en jernbanestation, men den har været der engang! Oplev på turen historien om den ikoniske bygning, som her ses i 1901. Fotokilde: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

Meget har ændret sig siden, men nu kan du få et indblik i det Ebeltoft, der var engang. Museum Østjylland inviterer fra 13. maj og hele sommeren på gør-det-selv-gåtur med kort, QR-koder og mobiltelefon, hvor I kommer rundt i byen på en fascinerende jagt på det forsvundne Ebeltoft.
Det er for hele familien, og det er gratis at tage med på turen tilbage til fortiden.

Byvandring med QR-koder: Det forsvundne Ebeltoft, torsdag 13. maj - tirsdag 31. august 2021. Hele dagen – hver dag.
Kort med vejledning kan fra torsdag den 13. maj hentes udenfor på Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft. 

Gratis.

Ebeltoft er med sine smalle gader, snævre gyder, hyggelige baggårde og charmerende bindingsværkshuse et velbevaret købstadsmiljø, som vidner om en svunden tid.

”Går man igennem den idylliske bymidte, er det svært at forestille sig, at meget skulle have forandret sig gennem tiden. Alligevel er bybilledet faktisk flere steder et helt andet, end det var for 100 år siden”, fortæller museumsinspektør Lea Glerup Møller.

”Med denne tur vil vi vise det forsvundne Ebeltoft og fortælle historierne om dengang, der var kvæg i byen, jernbanen kørte, og fiskekutterne lå tæt i havnen. ”

Byen udlåner vinduer og bakker op

Rundt omkring i byens butiksvinduer finder I i alt 14 stop med hver deres fortælling. Ved hvert stop kan I scanne en QR-kode, og her bliver I præsenteret for en lydfortælling, som er suppleret af et billede af det sted, historien handler om.
På den måde får I indblik i, hvordan bybilledet så ud engang. I hjørnet ved Maltfabrikkens hovedindgang kan I hente et kort, der viser, hvor I skal lede efter de gode fortællinger. Kortet kommer også på Museum Østjyllands hjemmeside under ”Kalender”.  

”Vi er meget glade for, at vi har fået lov til at låne så mange butiksvinduer til denne ”gør-det-selv-byvandring, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard.

”I byen er der stor opbakning til denne slags aktiviteter, kan vi mærke. Så vi glæder os til at se en masse mennesker gå rundt med kortet og finde historierne om det forsvundne Ebeltoft, ” siger hun.

Guldgrube af gamle byfotos

Selvom bybilledet har ændret sig, er det i 2021 stadig muligt at få en klar fornemmelse af, hvordan Ebeltoft så ud for cirka 100 år siden. Ebeltoft Byhistoriske Arkiv rummer en masse billeder, som viser de gamle huse og gader og dermed også dokumenterer den udvikling, byen har været igennem.

”Det er dejligt at få mulighed for at vise nogle af billederne fra det gamle Ebeltoft. De viser jo, hvordan byen, til trods for den utroligt velbevarede bymidte, også har ændret sig og tilpasset sig gennem tiden, ” siger arkivar Martin Mauritzen og giver en opfordring med på vejen:

”Dagens motion kan jo også klares med turen, for den bringer deltagerne rundt i hele byen og til havnen. Så der er både frisk luft og mulighed for at få rørt sig! ”

Det forsvundne Ebeltoft er støttet af Syddjurs Kommunes Akutpulje.

For mere information om det forsvundne Ebeltoft kontakt museumsinspektør Lea Glerup Møller på lgm@museumoj.dk eller 21130931