Jul og fællesskab folder sig ud i kunstinstallation på Maltfabrikken

Siden foråret er tusindvis af bøger blevet foldet til den imponerende kunstinstallation Papirhavet/Papirhaven på Maltfabrikken.

Julefreden har sænket sig over kunstinstallationen Papirhavet/Papirhaven, der er skabt af 12.000 kasserede bøger. Her kan store og små både nyde det fantastiske syn af kunstinstallationen i jule-dress og folde deres egne papirkreationer. Fotokilde: BMA Maltfabrikken

Nu kan du opleve installationen iklædt den fineste juledragt af foldede engle, hjerter, grantræer og prismer – alle foldet af gamle, kasserede bøger. Og alle foldet af fingernemme frivillige og brugere af Maltfabrikken, og du er også velkommen til at folde med!
Der er gratis adgang.

Kunstinstallationen Jul i Papirhavet/Papirhaven og den lille udstilling Foldefællesskabets Fantastiske Folderier kan opleves i hele december på Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft.
Gratis adgang.
Hovedbygningen er åben alle dage kl. 10 - 18. NB! I tidsrummet 06.00 - 23.00 kan du udenfor hovedbygningens åbningstider selv lukke dig ind ved hjælp af dit sundhedskort

Kunstinstallationen breder sig med sine 12.000 kasserede gamle bøger over væggene på den gamle fabrik og er udviklet af kunstner Sara Topsøe-Jensen i samarbejde med BMA Maltfabrikken. Siden det tidlige forår er værket vokset med hjælp fra Maltfabrikkens brugere, der har foldet bøger i smukke mønstre, der indgår som byggesten i installationen.

”Her i december er det en helt særlig fin juleoplevelse at gå på opdagelse i Maltfabrikkens rustikke lokaler, hvor der med rund hånd er drysset foldet papirjulepynt som for eksempel engle ud over den i forvejen imponerende kunstinstallation! Jeg kan kun opfordre alle, der holder af kunst, kreativitet og jul til at opleve det smukke og poetiske syn, ” siger museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen fra BMA Maltfabrikken.

Jul i Foldefællesskabet

Idéen med at drysse jul over kunstinstallationen opstod i det tidlige efterår i samarbejde med det foldefællesskab af frivillige bogfoldere, der siden projektets opstart i marts 2022 har været en uundværlig del af det store og tidskrævende projekt.

”Sammen besluttede vi at ”julificere” kunstinstallationen i december, ” fortæller museumsinspektøren. ”Foldefællesskabet udviklede derefter nye folde-modeller, og i ugevis er der blevet foldet og foldet snesevis af engle, julehjerter, juletræer og prismer. Alt sammen papirpynt, der nu skaber julestemning i Papirhavet/Papirhaven. ”

Foldefællesskabets fantastiske folderier

Udover de smukt foldede engle, stjerner og træer i kunstinstallationen er Foldefællesskabet gået egne veje i den lille udstilling ”Foldefællesskabets Fantastiske Folderier”. Her præsenterer de deres egne kreative, sjove og vilde folderier, og udstillingen kan også opleves på Maltfabrikken i december måned.

”Udstillingen vidner samtidig om Foldefællesskabets lyst til og glæde ved at dele passionen for fællesskab og folderier med andre, ” siger Helle Lebahn Bentzen.

Vi folder bedst i fællesskab

Projekt Papirhavet/Papirhaven og Foldefællesskabet er meget mere end foldede bøger. ”Det handler ligeså meget om de samtaler, de tanker og det tilstedevær og fællesskab, der opstår, når vi folder sammen. På den måde minder det om julen, der også kalder på nærvær og fællesskab, ” forklarer Helle Lebahn Bentzen.

Jul i Papirhavet/Papirhaven er for både store og små. Så kig forbi, fold en bog og kom i julehumør, lyder opfordringen fra BMA Maltfabrikken. Der er bunkevis af gamle kasserede bøger, der bare venter på at blive foldet, og du kan også finde masser af inspiration til dine julefolderier.

Vil du være en del af Foldefællesskabet?

Foldefællesskabet mødes hver onsdag kl. 10 - 12 ved foldebordet i Støbesalen, og alle er velkomne.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på tlf. 4048 6431, hlb@museumoj.dk