Hør om arkæologiske fund og spændende udgravninger i 2019

Hør om årets arkæologiske højdepunkter, når der er foredrag med museumsinspektørerne Liv Langberg og Benita Clemmensen på Museum Østjylland i Randers.

Arkæologerne på Museum Østjylland har haft et travlt arbejdsår 2019 med flere spændende udgravninger i museets ansvarsområde. Også de lokale detektorførere har travet arealer tynde og har fundet mange flotte og interessante fund i året, der snart er gået.
Hør om årets arkæologiske højdepunkter, når der er foredrag på Museum Østjylland i Randers.
I pausen under det to timer lange foredrag serveres smagsprøver på lokalt fremstillet mjød.

Foredrag: Arkæologernes arbejdsår, tirsdag den 3. december 2019, kl. 19 - 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr. inkl. smagsprøver. 
Gratis for Museumsklubbens medlemmer, men husk at reservere billet via link.

Denne aftens arkæologiske foredrag er i kompetente hænder ved museumsinspektørerne Liv Langberg og Benita Clemmensen fra museet.
2019 har budt på flere udgravninger og fund for museets feltarkæologer, som blandt andet har udgravet sporene efter stenalderjægerens boplads, jernalderfolkets grave og vikingernes landsby.

Fund er krydderi

Liv Langberg og Benita Clemmensen har samlet en række billeder fra årets udgravninger og af de fund, som er dukket op af jorden. Detektorførerne har som altid været særdeles aktive i det forgangne år, og deres anstrengelser har mundet ud i mange detektorfund, som er indleveret på museet.

”Arbejdet med registreringen af detektorfund er stærkt stigende og tager naturligvis tid. Men det er samtidig et delikat krydderi i hverdagen, når detektorførerne kommer ind på museet med deres flotte fund, ” fortæller Benita Clemmensen.

De flotteste økser

I år har detektorfører blandt andet indleveret et flot depotfund fra den tidlige del af bronzealderen (ca. 1700-1500 f.Kr.) bestående af fire såkaldte randlisteøkser. Navnet randlisteøkse kommer af de lister, der løber langs kanten. Øksen har været skæftet med lodret æg, de er cirka 15 cm lange og massive. Randlisteøkserne er lavet af kobber og tin. Materialer, som er importeret ude fra Europa.
Hør mere om disse spændende fund til foredraget den 3. december. 

Hvad venter i 2020?

Som afslutning på det traditionsrige foredrag vil Liv Langberg og Benita Clemmensen løfte sløret for, hvad arkæologerne skal arbejde med i 2020. Noget er allerede planlagt, andet vil komme til, som året 2020 skrider frem.
I pausen under foredraget kan aftenens gæster smage på forskellige typer lokalfremstillet mjød, som sælges i Museum Østjyllands museumsbutikker.
Der er entré.

For yderligere information kontakt museumsinspektør Benita Clemmensen på bc@museumoj.dk  eller på 8712 2634.