Hør historien om Randers – en førsteklasses industriby

Randers er om noget en gammel industri- og arbejderby, hvor en bred vifte af buldrende industri gennem mange årtier har tegnet byen. Tænk bare på Thor, Randers Reb, Scandia og mange med dem.

Arbejdere – både børn og voksne – lader sig her fotografere hos, hvad der senere skulle blive Randers Rebslaaeri, en af de Randers-virksomheder, der senere blev kendt landet og verden over. Få et underholdende indblik i industrialiseringen af Randers, når der er omvisning på Håndværksmuseet i hjertet af Randers. Der er entré. Fotokilde: Randers Stadsarkiv

Nu kan du dykke ned i historien om Randers’ industrialisering, når historiker Viktor Bjerg Bondesen viser rundt på Håndværksmuseet og giver dig et indblik i nogle af de mange virksomheder, der fra midten af 1800-tallet spirede i den gamle laksestad.
Der er entré, og du køber din billet på Museum Østjyllands hjemmeside.

Omvisning: Industrihistorier fra Randers, onsdag den 15. marts 2023 kl.15 - 16.30 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Billet 50 kroner.

I 1861 lagde den engelske jernbaneingeniør James Rowan jernbanen i Randers. I den forbindelse grundlagde han også, hvad der senere skulle blive Vognfabrikken Scandia ved Hvide Mølle. Fabrikken og jernbanen varslede nye tider i Randers, Danmark og hele verden. Den tunge industri, arbejderkampe, maskinhaller og befolkningstilvækst skulle komme til at præge Randers de næste hundrede år.

Håndværk bliver til industri

Mange virksomheder i byen voksede ud af de gamle håndværkstraditioner og ind i maskinernes tidsalder med en hidtil uset effektivitet til følge. 1840 grundlagde Peter Winge Randers Reb, og i løbet af 60 år voksede den lille håndværksvirksomhed sig til en stor industrigigant.

”Det kulminerede i 1898, hvor Randers Reb i nye lokaler indviede en 300 meter lang reberbane, der producerede reb til verdensmarkederne! ” fortæller Viktor Bjerg Bondesen.

Industriens opblomstring prægede også nogle byens ældste fag. Randers Handskefabrik, der gennem århundreder havde produceret handsker, tog mekaniseringen og samlebåndstanken til sig og beskæftigede på sit højeste 50 mænd og kvinder.

Et bybillede under forandring

De mange nye arbejdspladser i Randers lokkede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet også mange nye indbyggere til den gamle købstad Randers. Fabriksbygninger og skorstenene skød op over hele byen, og også jernbanerne og industrihavnen ændrede byens udseende.

”Nye bydele skød op både nord og vest for byen. Koloni- og køkkenhaver, hvor fattige arbejdere kunne dyrke kål og kartofler, omringede den travle midtby, hvor sporvogne og biler gradvist overtog gaderne. Randers, som vi kender det i dag, voksede ud af industrialiseringens omvæltninger, ” fortæller historikeren, der håber, at man vil benytte sig af lejligheden til at kigge forbi Håndværksmuseet denne dag og opleve historien om Randers i forandring og som pulserende industriby.

Håndværksmuseet – et fantastisk afsæt

Scandia, handskefabrikken og Randers Reb er kun et par af de ikoniske industrivirksomheder, der helt frem til for ganske få år siden bidrog med liv og arbejdspladser i byen.

”Udstillingerne her på Håndværksmuseet er et fantastisk afsæt til at fortælle om den brede vifte af virksomheder, der prægede byen i mere end 150 år. Det er nok optimistisk at tro, at vi kan nå hele vejen rundt om alle virksomhederne i byen, men efter omvisningen har du mulighed for selv at gå på opdagelse i udstillingerne på Håndværksmuseet – der jo i øvrigt har til huse i De Danske Spritfabrikkers gamle pakhus ned til Gudenåen, ” pointerer Viktor Bjerg Bondesen.

For mere information kontakt: Historiker Viktor Bjerg Bondesen på tlf. 2425 9783 eller på vbb@museumoj.dk