Hør et hyggeligt foredrag om juletræer og flitterstads

De færreste kan forestille sig en jul uden et grantræ pyntet med glaskugler, papirengle, sjove nisser og flagranker i stuen. Alle familier har hver deres elskede tradition omkring træet: Hvornår det flytter ind i julemåneden, hvad det skal pyntes med – og ikke mindst, hvad træet skal have i toppen! Stork, stjerne, kugle eller måske en engel?

Nu har du mulighed for at høre alt om juletræets historie, når BMA/Maltfabrikken inviterer til foredrag om juletræets pynt og traditioner gennem flere århundreder.

Foredrag: Juletræet med sin pynt, lørdag den 5. december 2020 kl. 10 - 11.30 på BMA/Maltfabrikken, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft.
Billet 50 kr. inkl. jule-klippe-sæt og knas. 

Husk at bære mundbind i BMAs lokaler. Det er tilladt at tage mundbindet af, når I sidder ned ved foredraget.

På en gren hang de små net, udklippede af kulørt papir; forgyldte æbler og valnødder hang; som var de voksede fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukket fast i grenene… og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitter-guld.

Sådan beskrev H.C. Andersen sin version af det perfekte juletræ i eventyret ”Grantræet” fra 1844.
I løbet af de sidste 200 år har danske digtere og forfattere beskrevet juletræet, og der er i dag lige så mange forskellige måder at pynte det på, som der er nåle på et grantræ!

Jul er i evig udvikling

Men hvor stammer traditionen med juletræet egentlig fra, og hvilke myter er der om træet?
Tag med på en julerejse, når arkivar Martin Mauritzen fortæller om juletræets udvikling og historierne bag pyntet til foredraget på Maltfabrikken.
Ideen med at tage et pyntet juletræet ind i stuen blev første gang set i Danmark i 1811, og inden for et par generationer var juletræet så stadfæstet som tradition, at det i dag er utænkeligt at undvære.

”Julen har gennem de sidste 1.000 år udviklet sig fra vikingegilde og kristen højtid til den fest, vi kender den som i dag. Men selv i dag er der ikke en fast opskrift på, hvordan en dansk familie skal fejre jul. Det er netop det, der gør julen og historien om juletræet særligt spændende, synes jeg, ” siger arkivar Martin Mauritzen.

Kræmmerhus med krøllet hank

Mange familier har tradition for at pynte juletræet med hjemmelavet pynt, og alt fra hjerter til guirlander bliver produceret i massevis i institutioner, skoler og hjemmene i december.
Denne lørdag får I derfor også et lille sæt ”gør-det-selv”- julepynt med hjem, så I kan prøve kræfter med silkepapirsroser og de kendte kræmmerhuse med krøllet hank, som vi alle synger om juleaften.
På grund af COVID-19-restriktionerne har museet desværre ikke mulighed for at lave kreativt værksted i år, men gør-det-selv-sættet kommer med udførlige vejledninger, så I nemt kan trylle jeres egne fine sager frem!
I pausen serveres lidt julegodt til ganen.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk eller arkivar Martin Mauritzen på 9243 4973 eller på mpm@museumoj.dk