Genopfind Mors dags-platten på Museum Østjylland i Grenaa

Tag de mindste i hånden og genopfind Mors dags-platten på Museum Østjylland. Museet inviterer nu til workshop, hvor du kan lave en personlig Mors dags-gave, der går lige i hjertet på din søde mor.

Genbrugsguld og kreative børn gør en mor glad! Projektet ALLE BØRN SKAL MED fokuserer på at give gode oplevelser til små børn i Norddjurs Kommune. Det kan f.eks. være, når de små sammen med forældre, bedsteforældre eller det pædagogiske personale i deres dagtilbud bliver præsenteret for kulturhistorie i lokalsamfundet. Fotokilde: Museum Østjylland

Så kig forbi museet på Mors dag, hvor der males platter udendørs i det hyggelige gårdrum i Købmandsgården. Der vil være god plads og afsprittede materialer til alle.
Arrangementet er en del af projektet ALLE BØRN SKAL MED, som er støttet af Nordea-fonden. Det er ganske gratis at være med, og du behøver ikke at tilmelde dig forinden.

Workshop: Mors dag i Grenaa, søndag den 9. maj 2021 kl. 10 - 14 på Museum Østjylland i museumsgården, Søndergade 1 i Grenaa.
Gratis. Ingen tilmelding.

Mors dag afholdes i Danmark hvert år den anden søndag i maj. Det er en dag, der tit får skyld for at være opfundet af blomsterhandlere, der ville tjene på små og store børns dårlige samvittighed overfor mor!

”Men det er faktisk en skrøne, for Mors dag handlede oprindeligt om fred, rent vand og sunde børn! ” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Mors dag var en alvorlig sag

Dagen blev opfundet af den amerikanske valgretsforkæmper Julia Ward Howe tilbage i 1872. Oprindeligt var tanken, at dagen også skulle være en dag for fred, men i løbet af nogle år blev der fokus på at forene mødre i kampen for bedre sanitære forhold og mindskelse af børnedødeligheden.
Der gik nogle år, før danskerne tog dagen til sig, og det første officielle Mors dags-arrangement blev afholdt i Forum i København i 1929.

En blomst og en platte til mor

Markedsføring af specielle Mors dag-produkter steg i takt med, at dagen blev mere folkelig. Udover en fin buket blev de koboltblå platter, der siden 1969 er fremstillet af porcelænsfirmaet Bing og Grøndahl, en meget brugt gave. Samleserierne – der faktisk stadig fremstilles! – fik sidenhen flere fabrikanter, og nu er turen kommet til dig!

”Museet har denne søndag linet porcelænstusser og alverdens fine genbrugs-tallerkner op. De venter bare på kreative hænder, fantasi og festlige farver, så de kan trylles om til personlige Mors dags-platter, ” siger Lisette Berg Andersen.

Alle er velkomne til en hyggelig formiddag i museumsgården i Grenaa. Husk varmt tøj, der kan være køligt i museumsgården. 

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2484 0188 eller lba@museumoj.dk