Gamle smede på Håndværksmuseet får nyt ”legetøj”

Man bliver som bekendt aldrig for gammel til at lege, og de frivillige smede på Håndværksmuseet ”leger” i denne tid med stor fornøjelse. Museet og smedene har nemlig fået en ny gammel drejebænk, som de i de sidste måneder har renset, smurt og installeret. Nu er den klar til at dreje og rulle for museets gæster!

Museet markerer denne glædelige begivenhed med et indvielsesarrangement, som er en del af arrangementet Små Fortællinger: Fra håndsmed til drejebænk.

Små Fortællinger: Fra håndsmed til drejebænk med indvielse af den nye metaldrejebænk, torsdag den 31. januar 2019 kl. 13 – 13:30 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.
Gratis adgang. Tilmelding nødvendig.

Museumsinspektør og daglig leder af Håndværksmuseet Inger Marie Hyldgård vil til indvielsen holde et lille foredrag om baggrundshistorien og vise billeder.
Resten af det lille arrangement foregår i smedjen. Et par af Håndværksmuseets frivillige smede har nemlig personligt kendskab til både maskinværkstedet og drejebænken, som naturligvis vil køre, så dagens gæster kan se den i funktion.

”Der var stor glæde for de frivillige smede, at den ”nye” drejebænk nu endelig er kommet til museet og er klar til at dreje. Det har nemlig været et stort ønske for smedene i flere år. Jeg glæder mig også over, at drejebænken nu er en aktiv del af de mange værksteder her på Håndværksmuseet, ” siger Inger Marie Hyldgård.

Mange metalarbejdere i Randers

Alle er inviterede til indvielsen, foredraget og demonstrationen, blot skal man huske at tilmelde sig på museets hjemmeside forinden.

”Da der har været mange beskæftiget ved metalindustrien i Randers, syntes vi, at alle interesserede skulle inviteres til indvielsen af drejebænken, ” fortæller museumsinspektør Inger Marie Hyldgård.

Lion på landets maskinværksteder

Da den nye drejebænk indgår som en del af et smedeværksted på et håndværksmuseum, skulle den naturligvis være en drejebænk af ældre dato og ikke en fabriksny.
Håndværksmuseet fik tilbudt en drejebænk fra 1953, en såkaldt Lion Drejebænk, produceret af Danish Machine Company i Åbyhøj. Typen er almindelig udbredt til mange former for drejearbejde, og Lion Drejebænkene har stået i mangt et maskinværksted. Netop denne drejebænk har stået på Greves Maskinværksted i Brødregade i Randers, før den nu ender sine dage på Håndværksmuseet i Lille Rosengård.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk