Fra lødpotte til farvekype – hør historien i Farvergården

I dag får så godt som ingen af os farvet stof, som vi bagefter kan sy tøj af. Men for 100 eller 200 år siden skulle næsten alle borgere i byerne og bønder fra oplandet en tur omkring farverens gård for at få farvet stof til en kjole, en skjorte eller et par bukser.

Farvergårdens sidste farver og beboer, Johan Petersen, ses her ved blå-kypen. Petersen mestrede blåfarvning med indigo til perfektion, og han beskrev selv farven som intet mindre end ”Himlen i et Eventyr fra et aartusinde gammelt Land”. Få hele den historie og flere til, når museumsinspektør Lea Glerup Møller viser rundt i Farvergården og fortæller. Fotokilde: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

Følg museumsinspektør Lea Glerup Møller på en omvisning i Farvergårdens mange kringelkroge og hør om det fascinerende farvehåndværk, der lå bag et stykke smukt, farverigt stof. Denne dag med fokus på indigoblåt.
Det er gratis, men husk tilmelding på museets hjemmeside.

Fra lødpotte til farvekype – en omvisning i Farvergården, tirsdag den 9. august 2022 kl. 10.30 - 11.15 i Farvergården, Adelgade 15 i Ebeltoft.
Gratis. Husk tilmelding.

Fra 1772 og godt 150 år frem kunne indbyggerne i Ebeltoft og opland slå et smut omkring Farvergården og få farvet deres klæde, inden det blev syet til tøj. I 1772 slog den første farver sig nemlig ned i Adelgade 15 i hjertet af Ebeltoft, og han mestrede naturligvis – som farverne efter ham – tidens farve- og trykketeknikker.

Farvningens magi

Farvergårdens skiftende farvere har alle kunnet jonglere farvestoffer, trækketider og trykklodser. De dygtige farvere skabte smukke, farverige stoffer af det hvide eller beige vadmel, som oplandets bønder sendte til farvning i Farvergården.
En særlig populær farve gennem mange årtier var den smukke, dybblå indigoblå, som ikke alle og enhver kunne farve med!

Oplev farvning med indigoblåt

Farverne kendte som de eneste den eksotiske indigos hemmeligheder. Indigoen skulle behandles på en ganske særlig måde for at afgive sit farvestof. Især hvis farven skulle holde sig pæn lige så længe, som det stykke stof, der blev farvet.

”Det er meget fascinerende at se, hvordan et stykke klæde, der bliver taget op af det blå farvebad, først er gult og siden bliver grønt under iltning, inden den smukke blå farve endelig kommer frem, ” fortæller dagens omviser, museumsinspektør Lea Glerup Møller.

Den magiske farveproces kan du opleve samme dag som omvisningen, da Museum Østjyllands konservatorer demonstrerer farvning med indigoblåt fra kl. 10 - 15 i Farvergårdens farveri. Det er også gratis.

Farvergårdens farverige folk

Naturligvis bliver der på omvisningen også tid til at høre museumsinspektøren fortælle saftige historier fra gamle dage i Farvergården. Gården har nemlig været ejet af mange interessante personligheder, siden de første bygninger stod færdige på stedet i 1600-tallet.

”Du får blandt andet historien om byens berygtede præst hr. Niels Pedersen, der blev beskyldt for embedsforsømmelse og hekseri i midten af 1600-tallet. En fintfølende enkemadamme har også boet her. Da hun købte gården i 1804, betingede hun sig, at der ikke måtte anbringes møddingpladser i nærheden af hendes bolig! ” smiler Lea Glerup Møller.

Få disse og mange flere historier på omvisningen i Farvergården den 9. august!

For mere information kontakt museumsinspektør Lea Glerup Møller på tlf. 2113 0931 eller på lgm@museumoj.dk