Forsinket julegave fra lokalarkivet og det gamle Thailand

Den lokale eventyrer Rasmus Havmøller tog udover et utal af jagttrofæer og eksotiske kulturgenstande også en stor fotosamling med sig hjem fra Thailand. Fotosamlingen, der stammer 1914-1933, har for størstedelens vedkommende i mange årtier ligget på støvede hylder i lokalarkiveret som negativer.

Havmøller var ikke den eneste dansker, der besøgte Siam i første halvdel af 1900-tallet. Her står Havmøller (t.h.) med forfatter Ebbe Kornerup (t.v.) der i 1928 rejste hele Siam rundt og efterfølgende skrev en bog om landet. Under sit ophold i det sydlige Siam boede Kornerup ved familien Havmøller. Fotokilde: Rasmus Havmøller

Men nu har Ebeltoft Byhistoriske Arkiv digitaliseret de mange fascinerende fotos fra en svunden tid langt herfra. Du kan allerede nu søge mange af fotoene frem på nettet. Søg på ”Rasmus Havmøller” på arkiv.dk og find en skatkiste af billeder fra Rasmus Havmøllers eksotiske eventyr i Thailand for 100 år siden. En digital billedsamling, der kun vil vokse de kommende måneder, når resten af de digitaliserede fotos bliver tilgængelige på lokalarkivernes samlede søgedatabase, arkiv.dk.

Nye sider af Havmøller

Digitaliseringen er blevet til virkelighed gennem en fantastisk indsats fra de frivillige på Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, der har taget det lange, seje træk i digitaliseringen af de cirka 1.400 fotos.

”Vi kunne ikke have gjort det uden de frivillige. Simpelthen! ” siger en begejstret arkivar Martin Mauritzen.

”Der er tale om negativer af fotos, som hverken Museum Østjyllands inspektør eller jeg tidligere har set, så det er meget spændende. Billederne er med til at fortælle en helt ny side af Rasmus Havmøller. Der er rigtig mange familiebilleder, som fortæller noget om familiefaren Rasmus. ”

Billednegativerne rummer ud over fotos af Havmøllers familieliv også fascinerende fotos af hans liv blandt den thailandske befolkning i 1920’erne og 1930’erne.

Hjembragte familie, trofæer – og fotos

Da Rasmus Havmøller i 1914 ankom til Siam (i dag Thailand), var det for at arbejde med skovbrug for ØK. Havmøller levede et rigt liv, hvor han arbejdede i Siams jungle, stiftede familie, gik på jagt, rejste og fotograferede alt, hvad han så og oplevede.
Da han og familien rejste til Danmark i 1932, bragte Havmøller sin samling af jagttrofæer, kulturgenstande og fotografier med hjem. Herhjemme åbnede han et museum, først i Egsmark ved sin bolig og siden som en del af Ebeltoft Museum på Juulsbakke 1.

Havmøllers systematik og noter

Museum Østjylland arbejder i øjeblikket med at lave en udstilling om Rasmus Havmøller og hans liv i Siam. Udstillingen vil sammen med den oprindelige samling af jagttrofæer og kulturskatte danne den nye Siamesiske Samling. Havmøllers mange negativer er indscannet sammenfaldende med, at Siamesisk Samling gennemgår en omfattende renovering.

”Havmøller var en meget organiseret mand, som daterede og noterede på alle negativer, så der er en forklaring til hvert billede. Dog stemmer datidens stednavnene ikke altid overens med dem i nutidens Thailand, ” fortæller arkivar Martin Mauritzen. ”Til tider har det også været noget af et detektivarbejde at tyde Havmøllers håndskrevne noter! ” Fotoene, hvor mange er over 100 år gamle, viser steder, der i dag ikke eksisterer mere. Indimellem har arkivar og frivillige dog fundet fascinerende fotos af steder, som man stadig kan finde i nutidens Thailand.

Den nye Siamesiske Samling åbner senere på året.

For mere information kontakt: Arkivar Martin Mauritzen på tlf. 9243 4973 eller på mpm@museumoj.dk.