Forrygende foredrag om stenalderens eksotiske Djursland

Der er masser af faglig viden og fantastiske historier på programmet, når forskningsleder på Museum Østjylland, Lutz Klassen, byder på foredrag om Djurslands vilde stenalder.

Foredraget afholdes i forbindelse med museets særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder, der fortæller om dengang, da shamanistiske ritualer blev afholdt på den hellige ø Kainsbakke vest for Grenaa.
Mere end 40 års forskning ligger til grund for udstillingen og foredraget, som du nu kan opleve med Lutz Klassen som rejseleder på turen 5.000 år tilbage til stenalderens mysterier.
Der er entré.

Foredrag: Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder, onsdag den 30. september 2020 kl. 18:30 - 20 på Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers. 
Billet 50 kr. 

For 5.000 år siden flyttede store dele af Djurslands befolkning sammen på den lave holm Kainsbakke vest for Grenaa. I dag en lav forhøjning i landskabet, i stenalderen en hellig ø omgivet af fjord og sump. 
Samfundet på øen havde tætte forbindelser til Vestsverige og måske endda til øen Gotland. Herfra blev djurslændingene inspireret til særprægede spisevaner og shamanistiske ritualer. Bjørnekranier og elgkæber blev sejlet fra Sverige til Kainsbakken og nedlagt i en stor ceremoni sammen med dele af en vinge fra en pelikan.

”Djurslands stenalder er meget rig og bemærkelsesværdig. Men historien om Kainsbakken må tage prisen for noget af det mest usædvanlige, dramatiske og eksotiske, der er sket i denne tidlige del af Danmarkshistorien. Ikke kun lokalt på Djursland, men også set i forhold til, hvad der skete i resten af landet og i hele Sydskandinavien på det tidspunkt, ” fortæller en begejstret Lutz Klassen.

Efter kun 200 år blev holmen forladt igen, og stenaldermenneskernes spor fortaber sig herefter i det uvisse.

Foredrag dykker dybere

Foredraget på Museum Østjylland i Kulturhuset den 30. september giver dig mulighed for at dykke dybere ned i historien og få mere at vide om, hvordan arkæologerne arbejder. Ved hjælp af moderne naturvidenskabelige metoder, tests og analyser er arkæologerne kommet på sporet af de usædvanlige begivenheder i stenalderen på Djursland.
Foredraget kommer vidt omkring i arkæologiens fascinerende verden, og du har mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer undervejs.
Udstillingen Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder kan ses på Museum Østjylland i Randers frem til den 18. oktober 2020. Der er gratis adgang til udstillingen.

For mere information kontakt forskningsleder Lutz Klassen på 2383 9682 eller på lk@museumoj.dk