Foredrag om modstandsbevægelsen igen-igen-igen

Interessen for særudstillingen MODSTAND og de tilknyttede foredrag på Museum Østjylland vil ingen ende tage! Gang på gang har museet måtte melde alt udsolgt, når udstillingens tilrettelægger Niels-Birger Danielsen har vist rundt mellem våben, henrettelsespæle og modstandsfolk og har delt sin store viden om den østjyske modstandsbevægelse.

Historiker Niels-Birger Danielsen viser rundt i MODSTAND og fortæller i fem ekstraordinære omvisninger, der er kommet i stand på grund af publikums overvældende interesse for emnet og udstillingen. MODSTAND kan opleves til og med den 20. oktober. Her ses blandt andre kromanden Marius Fiil, der om nogen personificerede Hvidstengruppen. Fotokilde: Randers Stadsarkiv

Nu håber museet at kunne mætte det store behov for viden om modstandskampen, når de i efterårsferien sælger billetter til de absolut sidste foredrag med historiker Niels-Birger Danielsen.
Udstillingen MODSTAND synger på sidste vers, men kan ses frem til og med søndag den 20. oktober.

Fem foredrag: MODSTAND – den østjyske modstandsbevægelse med Niels-Birger Danielsen.
Tirsdag den 15. oktober kl. 14 - 15 og kl. 17 - 18.
Onsdag den 16. oktober kl. 14 - 15 og kl. 17 - 18.
Torsdag den 17. oktober kl. 14 – 15.
Foredragene foregår på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr.  Gratis for museumsklubbens medlemmer.

Niels-Birger Danielsen fortæller om Hvidstengruppen, våbendepoter, sprængstofforsyninger og meget andet fra 2. verdenskrig, mens han viser rundt i MODSTAND.
Omvisningerne i den stemningsfulde særudstilling byder også på historierne om, hvordan modstandsfolkene fik våben og sprængstof fra nedkastningsstedet ved Mustard Point nord for Randers fordelt til sabotager rundt i Østjylland.

”Randers havde i en periode en helt central position for store dele af den danske modstandsbevægelse. Det betød også, at mange mennesker i Randers-området betalte en høj pris for de idealer, de troede på. Medlemmer af Hvidstengruppen og en del andre måtte lade livet, mens andre tilbragte år af deres liv i tysk fangenskab og fik ar på sjælen for livet, ” fortæller Niels-Birger Danielsen.

Hvidstengruppen og modstand i Danmark

På rundvisningerne får du naturligvis historien om den landskendte Hvidstengruppe. Gruppen var den første danske gruppe, som modtog nedkastede våben og ikke mindst professionelt plastisk sprængstof fra britiske fly.
Niels-Birger Danielsen vil trække tråde fra Hvidstengruppen til modstandsbevægelsen og sabotagehandlinger i både Randers og resten af landet.

Besættelsestidshistoriker fra Randers

Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker med speciale i besættelsestidshistorie. Han er opvokset i Randers og har de senere år skrevet på historien om den danske modstandsbevægelse. Foreløbig er de to første bind i serien udkommet, og bind tre er lige på trapperne. Bogreception den 17. oktober. 

For mere information kontakt museumschef Jørgen Smidt-Jensen på 2442 9525 eller på jsj@museumoj.dk