Fejrer friheden med fællessang og fortællinger

Fællessang er glæde og samhørighed. Sangen var da også med til at holde modet oppe og sammenholdet intakt hos djurslændingene, da Danmark var besat af tyskerne.

Vær med når museet, Grenaa Marineforening og Veterancafé Djursland inviterer til hyggelig fællessang i museumsgården den 4. maj. Hør også tankevækkende fortællinger fra krigens tid og få en goodiebag med lidt godt til at forsøde aftenen med. Fotokilde: Museum Østjylland

Tirsdag den 4. maj er det 76 år siden, at alle igen kunne ånde frit efter fem års besættelse. Derfor inviterer Museum Østjylland, Grenaa Marineforening og Veterancafé Djursland nu til fællessang udenfor i Købmandsgården.
Aftenen byder også på fortællinger fra besættelsestidens Djursland.
Det er gratis, husk blot at tilmelde dig arrangementet. Museet udleverer desuden en lille pose med lidt godt til alle.

Forårsaften med alsang fra Købmandsgården, tirsdag den 4. maj 2021 kl. 19 - 20 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Gratis. Husk tilmelding.

Besættelsen var en mørk tid med restriktioner, varemangel og begrænsninger af den personlige frihed. Men ligesom under besættelsen blev det at synge noget, der skabte fællesskab i en krisetid.

”Under de første år af besættelsen skete der en stor opblomstring og udbredelse af fællessangs-arrangementer, nogle gange med flere tusinde deltagere. Det hele kulminerede den 1. september 1940, hvor alsangsarrangementer over hele landet samlet tiltrak op imod 700.000 deltagere, " fortæller museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning.

Også på Djursland mødtes danskerne til alsangsstævner. Både i Grenaa og Ebeltoft tiltrak alsangen flere tusinde mennesker, og det var flere end der var trykt sanghæfter til.

Den glemte frihedssang

Det er ikke kun de traditionelle alsangsmelodier, som gæsterne denne aften kan lytte til. Også sange om befrielsen som Mads Nielsens En lærke letted, og tusind fulgte er på programmet, og den er måske den sang, de fleste i dag forbinder med befrielsen 4. og 5. maj 1945.

”Hvor de fleste kan nynne med på ”En lærke letted”, er den dengang officielle frihedshymne ”Danmarks Frihedssang” gået i glemmebogen. I tiden efter befrielsen var det ellers netop den, der lød fra højtalerne, når danskerne tændte for radioen, ” fortæller Rikke Alsbjerg Schøning.

Lokale musikere spiller og synger for

Både de traditionelle alsange som ”I Danmark er jeg født”, ”Der er et yndigt land” og frihedssangene bliver denne forårsaften fremført af to lokale musikere, som underviser ved Kulturskolen Norddjurs. Sanger Eline Engholm vil stå for den smukke vokal akkompagneret af pianist, Birgit Juhl.
Eline Engholm er foruden at være underviser også jazzsangerinde og i front i Eline Engholm Trio. Sidste år udgav hun med band Baby Did a Bad Thing deres debutalbum af samme navn. 

Se Under Krigen til oktober

I anledning af befrielsesjubilæet åbnede Museum Østjylland sidste sommer særudstillingen Under Krigen – Besættelsestiden på Djursland – desværre med en del forsinkelse!

”Vores udstilling skulle jo have slået dørene op på den ikoniske dato 4. maj, så vi kunne fejre befrielsen med en stor åbningsfest. Men sådan blev det som bekendt ikke, og vi åbnede først i juli, ” husker museumsinspektør Tina Bjerregaard, som sammen med museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning har tilrettelagt udstillingen.

Udstillingen åbnede med forsinkelse, men til gengæld lukker udstillingen først til oktober i år. Det skulle gerne give alle, der endnu ikke har oplevet udstillingen, en chance for det i sommeren og efteråret.

Goodiebag og varme sokker

Alle deltagere får til alsangsaftenen en lille goodiebag med lidt lækkert i, som man kan nyde til sangen. I posen er der også et lys, som du hjemme kan tænde og sætte i vinduet for at markere befrielsesdagen.
Husk varmt tøj, der kan være køligt i museumsgården om aftenen!
Museet overholder naturligvis alle COVID-19-restriktioner og sørger håndsprit og god afstand mellem de fremmødte. Så du kan trygt møde op og oplade din røst den 4. maj!

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk eller 4048 6530.