Få en kort fortælling om møntsmede og snu falskmøntnere

I en tid hvor vores penge ryger gennem Dankort, MobilePay og Betalingsservice, kan du nu høre om dengang, hvor mønterne klirrede lystigt i prangerpungen.

Det er museumsinspektør på Museum Østjylland Thomas Guntzelnick Poulsen, der i et lille foredrag fortæller om, hvordan vores forfædre slog mønter i middelalderen.
Få også den fascinerende fortælling om, hvordan detektorfund viser, at produktionen af falske mønter på den lille ø Hjelm i Kattegat var meget stor og fik konsekvenser for hele landets økonomi!
Det lille foredrag finder sted på Håndværksmuseet og er ganske gratis, men husk at melde dig til.

30-minutters fortælling om mønter og møntslagning, torsdag den 24. oktober 2019 kl. 13 - 13.30 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.
Gratis – men husk tilmelding.

Randers var en af de danske købstæder, hvorfra der meget tidligt i middelalderen blev slået mønt. Så tidligt som i 1085 under Knud den Helliges regeringstid satte mænd med navne som Suna og Esbi sig ved essen og bearbejdede sølv til mønter i kongens navn.

”Vi kender navnene på disse håndværkere, fordi de skrev dem på mønterne, ” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen.

”På den tid var det nemlig kutyme, at møntens forside nævnte kongens navn, mens møntens bagside nævnte mønsmeden, samt hvilken by mønten var slået i. Igennem mønterne får vi på den måde nogle af de ældst kendte navne på de håndværkere, der har arbejdet i landet. ”

Håndværket var nyt i landet, og fra de tidligste navne kan arkæologerne se, at det var engelske møntsmede, der stod for produktionen. De var kommet til Danmark på ordre fra Knud den Store, der også var konge af England.

Kidnappede møntsmede

Efter kong Erik Klipping var blevet myrdet, var der i slutningen af 1200-tallet uro i landet, og en samling af rigets mægtigste mænd blev kendt skyldige for mordet. De skyldige blev hjulpet af den norske konge, og sammen satte de sig for at omstyrte den nye konge igennem angreb på landets købstæder.
De besatte den lille ø Hjelm i Kattegat, og herfra tog de på plyndringstogter. Som noget særligt raffineret kidnappede de nogle af kongens møntsmede og igangsatte en større produktion af falske mønter, som de satte i omløb i riget.

Falske mønter i hele landet

Ved udgravninger på Hjelm har man fundet resterne fra møntværkstedet i form af affaldsprodukter, værktøj og møntstempler. Rundt om i landet dukker deres falskmøntneri i dag op i form af tusindvis af mønter fra netop den periode.

”Mange af disse mønter er falske, men hvilke mon? ” spørger Thomas Guntzelnick Poulsen, der lover at give svaret på sit spørgsmål til det lille foredrag på Håndværksmuseet.

For mere information kontakt museumsinspektør Thomas Guntzelnick Poulsen på 4010 8128 eller på tgp@museumoj.dk