Efterårsferien byder på sjovt håndværk i børnehøjde

Vil du snuse til, hvordan det er at være håndværker, så besøg de levende værksteder på Håndværksmuseet i din efterårsferie. Her står de frivillige håndværkere klar til at hjælpe dig med at lave forskellige håndværk som smedning og bogtrykkeri. Brug dine hænder og hoved og lav fine, små ting, som du får med hjem. Det er gratis, for børn i skolealderen, og du får med garanti et par sjove og lærerige timer.

Sæt dig i frisørstolen og få tips og tricks af frisørerne, når der er håndværk i børnehøjde på Håndværksmuseet. Her er både noget for piger og drenge, noget for dem, det vil nusse med detaljerne og noget for dem, der foretrækker de større armbevægelser. Fotokilde: Museum Østjylland

Håndværk i børnehøjde, tirsdag 18. og torsdag 20. oktober 2022, begge dage kl. 12 - 16 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.
For børn i skolealderen.
Gratis. 

Det er tirsdag og torsdag i efterårsferien, at Håndværksmuseet slår sine træporte op for ferieglade børn og deres familier. De mange værksteder fordelt på fire etager i det gamle stemningsfulde pakhus og de frivillige håndværkere er klar til rykind!  ”Museets frivillige håndværkere glæder sig altid til ferieaktiviteterne, hvor de har forberedt sjove opgaver og aktiviteter, der udfordrer vores unge gæster, ” fortæller museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen. ”Jeg kan godt love, at der bliver mulighed for at teste sine færdigheder indenfor mange forskellige fag og afprøve discipliner som at hamre, slibe, male, trykke og smede. ”

En buket fuld af håndværk

Besøg for eksempel smeden, der har tændt op i essen og gjort jernet klar til smedning. Lav smykker hos guldsmeden, sæt hår og lav hårpynt hos frisøren eller mal og tryk et kort hos bogtrykkeren. Du kan også flette siv, lave en nøglering med et vedhæng af det fineste bløde skind hos handskesyersken eller snedkerere en mobilholder hos tømreren.

Hvad synes du, Håndværksmuseet skal ku’?

Håndværksmuseet skal snart renoveres til den store guldmedalje, og museet er ved at rejse midler i millionklassen. Derfor opfordrer museumsinspektøren alle museets gæster til at komme med idéer til, hvad et nyt håndværksmuseum skal kunne og indeholde. ”Vi har lavet et lille afsnit på museet, hvor I er meget velkomne til at give jeres mening til kende og komme med idéer – på den sjove måde, ” siger Helle Lebahn Bentzen og håber, at rigtig mange børnefamilier både vil dele gode idéer til et nyt Håndværksmuseum og gribe chancen for at prøve håndværk af i børnehøjde i efterårsferien.

For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på tlf. 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk