Dyk ned i Djurslands vilde stenalder på museet i Randers

For første gang byder Museum Østjylland på en guidet tur rundt i den nyåbnede særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder. Det er tilrettelægger af udstillingens historier og forskningsleder Lutz Klassen, der fortæller og har linet de bedste historier op.

Omvisningen er en oplagt mulighed for at komme helt tæt på stenaldermenneskenes historie på Kainsbakken vest for Grenaa. Spørgsmål og kommentarer er velkomne undervejs, og alle får noget ud af den lettilgængelige udstilling, der stimulerer alle sanser.

Omvisning i den nye særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder, tirsdag den 11. februar 2020 kl. 16.30 – 18.00 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr. Museumsklubbens medlemmer kan komme med gratis, men husk at reservere en billet

Udstillingen og omvisningen lukker op for historien om en fjern og fascinerende fortid, hvor stenaldermenneskene samledes på Kainsbakke. Det, der i dag er en lav holm i landskabet, var for 5.000 år siden en hellig ø. Inspireret af mødet med mennesker fra den anden side af Kattegat dyrkede den hellige ø’s indbyggere fremmedartede skikke i deres daglige liv og udførte blandt andet eksotiske, shamanistiske ritualer.

”Tiden for 5.000 år siden er en af de mest dramatiske perioder i danmarkshistorien! Indvandringer og kontakter til fjerne egne kombineret med lokale skikke skabte samfund, der betragtet med vores øjne, er utrolig eksotiske, ” fortæller Lutz Klassen.

Udstillingen formidler resultaterne af mere end 40 års forskning på Kainsbakken.

Genoplev den hellige ø med ritualer

Omvisningen finder sted i begge udstillingens dele. I udstillingens første del kan du genopleve rejsen til den hellige ø og en stor shamanistisk ceremoni.

”De mange knogler af bjørne og elge, der indgik i denne ceremoni, udgør et af Skandinaviens forhistories mest enestående fund, ” siger forskningsleder og omviser Lutz Klassen.

I udstillingens anden del får du baggrundsviden om det særlige samfund på øen, samfundets kontakter til omverdenen og et bud på, hvorfor det til sidst gik i opløsning efter omkring 200 år.

Særudstillingen Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder kan opleves frem til den 17. maj 2020.

For mere information kontakt forskningsleder Lutz Klassen på 2383 9682 eller på lk@museumoj.dk