Bål, urte-kræs og hygge for de allermindste

Duft af bål i håret, hygge i det fri og hjemmelavede lækkerier er det, det handler om, når Museum Østjylland inviterer alle småbørnsfamilier til at kigge forbi Enslevgården lørdag den 14. maj. Naturvejleder Anita Søholm hjælper med at finde vilde urter, som familierne sammen med hende tryller om til lækre småretter. Der er også vandleg og klatretræer, der bare venter på at blive indtaget!

Flammerne og varmen fra bålet giver en naturligt samlingspunkt for store og små. Selv meget små børn kan hjælpe med at lave maden og samle pinde og små kviste til bålet. Fotokilde: Museum Østjylland

Båldagen er en del af projektet ALLE BØRN SKAL MED, der er støttet af Nordea-fonden.
Det hele er gratis, I skal blot huske at tilmelde jer på museets hjemmeside.

Båldag ved Enslevgården, lørdag den 14. maj 2022 kl. 11 - 14 ved Enslevgården, Næsgårdsvej 2, 8500 Grenaa.
Gratis. Husk tilmelding.

Hvis I ikke ved så meget om vilde planter, hvilke der kan spises og hvilke, I skal gå en stor bue udenom, så er det meget heldigt, at der er hjælp, råd og vejledning fra Anita Søholm, der er biolog og naturvejleder og har mere end 20 års erfaring i at afholde kurser om vild mad.
Til båldagen hjælper hun, hvis bålet er genstridigt og giver gode råd om, hvordan de vilde urter, der kan sankes i nærheden af gården, omdannes til de små retter.

”Anita hjælper os denne hyggelige dag med få øjnene op for, hvordan store og små kan udnytte alle mulige ressourcer fra strand, hav og skov. Der er nemlig så mange planter og urter, som er et lille festmåltid i sig selv, eller som sammen med andre råvarer kan kombineres til lækre retter, ” siger museumsinspektør på Museum Østjylland, Lisette Berg Andersen, der arbejder med projektet ALLE BØRN SKAL MED i Norddjurs Kommune.

Små børn er omdrejningspunktet

Området omkring gården er en ideel base for en formiddag udendørs. Når de små har brug for en pause fra bål og madlavning, byder området på gode klatretræer og vandleg ved kanobroen.

”Og det er præcist, som det skal være, at også de helt små børn er med og deltager i dette arrangement. Båldagen ved Enslevgården har som en del af projektet ALLE BØRN SKAL MED netop de 0-6 årige som omdrejningspunkt, ” forklarer Lisette Berg Andersen og opfordrer alle småbørnsforældre til at tilmelde sig den hyggelige dag!

Enslevgården – mere end et hyggeligt sted

Udover at være et dejligt samlingspunkt i naturen, har Enslevgården også en spændende historie, der lægger sig tæt op af historien om afvandingen af Kolindsund, fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Efter nederlaget til Tyskland i 1864 mistede Danmark landsdelene Sønderjylland og Slesvig Holsten. Derfor blev der overalt i Danmark iværksat store anlægsarbejder for at vinde nyt land.

”Som eksempel blev Kolindsund tørlagt, og fra skriftlige kilder ved vi, at ejerne af netop Enslevgården var med i det store og møjsommelige arbejde med at lave sund og vand om til landbrugsjord, ” fortæller Lisette Berg Andersen.

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk