Arkæologer gør status over fine fund og skønne skatte

Det har igen været et travlt år med mange udgravninger, som har afsløret flotte og spændende fund.

Med gravemaskiner og graveskeer har arkæologerne i årets løb udgravet fortidsminder i Randers, Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Det har igen været et travlt år med mange udgravninger, som har afsløret flotte og spændende fund.
Dem får alle interesserede nu chancen for at se nærmere på og blive fascineret af, når to af Museum Østjyllands dygtige arkæologer gør status over arkæologernes arbejdsår.

Foredrag: Arkæologernes arbejdsår, onsdag den 5. december 2018, kl. 19 - 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr. inkl. kaffe/te og kage. Max. 50 deltagere. 

Arkæologerne Liv Langberg og Benita Clemmensen fortæller om årets arkæologiske udgravninger og de mange andre aktiviteter, som museets arkæologer har været involveret i i det forløbne år. Et år, der blandt andet også bød på fundet af en glemt skat på en mark sydøst for Randers.

”En af årets arkæologiske overraskelser var fundet af Tinghøjskatten – en af Danmarks største sølvskatte fra vikingetiden. Skatten, der består af ituklippede smykker, sølvbarrer og mønter, var gravet ned i et lerkar – handelsmandens ”pengeskab”. Den skal publikum selvfølgelig høre mere om og se! ” lover Liv Langberg, der som så mange andre er vild med vikinger og vikingetiden.

Liv Langberg går i disse uger og udgraver resterne af netop nogle vikingehuse i den nordlige del af Randers.

Hygge og travlhed

Forhåbentlig finder mange gæster vej til museet denne aften. Sådan plejer det at være, når arkæologerne viser det bedste fra året, der snart er gået.

”Det plejer at være en rigtig hyggelig aften med spændende fund, en masse gode spørgsmål fra publikum og hyggesnak over aftenkaffen, ” siger museumsinspektør Benita Clemmensen og tilføjer: ”Vanen tro præsenterer vi selvfølgelig også i år nogle af de flotte fund, som detektorførerne har indleveret til danefæ-vurdering. Som altid er der gang i metaldetektorerne rundt omkring i det østjyske, og de mange fund giver travlhed her på museet! ”

Arkæologerne vil på aftenen også løfte sløret for, hvad de blandt andet skal arbejde med i 2019, som allerede nu ser ud til at blive et spændende år.

For yderligere information kontakt museumsinspektør Benita Clemmensen på 8712 2634 eller på bc@museumoj.dk