To nørder viser rundt i oldtiden

To store nørder - i ordets bedste betydning - står klar med skønne historier om den nye og roste oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden”.

Hør både om moderne museumsformidling med iscenesættelser og it-installationer og om fascinerende jernaldergrave med indhold. Arkæolog Ernst Stidsing og formidlingsleder Karen Dubery viser rundt og fortæller på Museum Østjylland.

04. januar 2018

Det gode ved nørder er, at de rummer en guldgrube af faglig viden, som bare venter på at blive formidlet. Nu kan du møde to af Museum Østjyllands klogeste nørder, som kender deres fagområder fra top til bund.

Arkæolog Ernst Stidsing og formidlingsleder Karen Dubery har kridtet skoene til en god omgang oldtids-historier og vil sammen fortælle om den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden”, fra hver deres vinkel og faglighed.   

Omvisning: To fortæller om Livet ved Fjorden, tirsdag den 16. januar 2018, kl. 16 – 17 på Museum Østjylland, Kulturhuset Randers. Billet kan købes til 50 kr. på museumoj.dk

I arbejdet med at skabe en moderne oldtidsudstilling er en række fagpersoner fra museet i sving. I den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” er det blandt andre arkæologer, arkitekter og formidlere, som sammen arbejder for at lave en udstilling, som appellerer til alle slags gæster.

Moderne udstilling til moderne mennesker

Omvisningen foregår i den nye roste oldtidsudstilling Livet ved Fjorden, som møder et moderne publikum på en moderne måde. Det fortæller formidlingsleder og souschef Karen Buch Dubery mere om, mens der kigges nærmere på nye iscenesættelser, sansefulde installationer og forskellige spor gennem udstillingen.

”Et ufravigeligt krav til moderne museumsformidling er, at al viden skal præsenteres levende og i øjenhøjde med museumsgæsterne, som er i alle aldre og med forskellig baggrund og forudsætninger, ” pointerer Karen Buch Dubery.

Jernalderens urørte grave

Arkæolog Ernst Stidsing har bidraget til ”Livet ved Fjorden” med sin omfattende viden om blandt andet jernalderen. Et af udstillingens fokuspunkter er jernalderens grave, hvoraf han selv har været med til at lukke flere op. Grave, som har været urørte i mere en tusind år, og som nu kan opleves af nutidens museumsgæster.

”Det er altid spændende at undersøge en grav fra oldtiden, for chancen for at grave sig frem til nogle fine genstande er store, ” fortæller Ernst Stidsing og fortsætter:

”Og så er det jo fascinerende, at siden de efterladte satte lerkarrene ned i graven og fæstnede dragtspændet i den dødes kappe for 2.000 år siden, er vi arkæologer de første, der rører de selvsamme ting”.

Til omvisningen vil Ernst Stidsing vise rundt og blandt andet fortælle om skiftende gravskikke, gravgaver og gravudstyr. Det er interessante historier, som blandt andet byder på simple knive, kostbare smykker og imponerende våben – og flæskestege, såmænd.

For mere information kontakt formidlingsleder og souschef Karen Dubery på 5150 9611.