Sommer, sol og seje badges

Det er sommer, det er sol, og det er badges-tid på museet!

Hyg dig med at lave dine egne badges i sommerferien. Find inspiration i museets aktuelle udstilling, Det Flyvende Hjerte, i Grenaa, eller tegn og design helt selv en fed badge.

24. juli 2018

Sommeren på Museum Østjylland i Grenaa er fuld af herlige aktiviteter for store og små, og både inde og ude byder museet på museumsoplevelser i hele sommerferien. To dage i ferien kan du designe seje, søde og sjove badges, når badge-maskinen flyttes ud i museumsgården. Kom og vær med til at lave dine personlige badges med billeder og tekst.

Kreativt værksted med badges og puslespil, tirsdag d. 24. juli og torsdag d. 26. juli, kl. 11 – 14, Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa. Gratis adgang.

Atomkraft? Nej tak

I den aktuelle særudstilling Det Flyvende Hjerte – kollektiver på Djursland er der masser af inspiration at hente til dit badge-design. 

”Et budskab, der betød meget for kollektivisterne i 1970’erne, var naturligvis sloganet: Atomkraft? Nej tak. Atomkraft-modstanden skiltede kollektivisterne – og mange andre – med på klistermærker, plakater og netop, badges, ” fortæller historiker Jesper Nørskov Pedersen, der forsikrer, at der er mulighed for at lave mange andre slogans og motiver, når badge-maskinen kører:

”Hvad med: Spis flere linser? Eller den altid populære: Mor er sød? Tegn, skriv og design lige den badge, du gerne vil gå med – eller give som gave! ”

Kulør på puslespillet

Fantasien kan også få frit spil, når alle har mulighed for at tegne og farvelægge puslespil i fine farver. I museumsgården kan du nemlig foruden at lave badges også lave fine puslespil. Motivet på puslespillet kan du selv finde på, tegne og farvelægge. 
I museets udstilling kan du blandt andet se tegninger, som er lavet af børn i kollektiverne i 1970’erne og 1980’erne.

”Måske kan nutidens børn finde inspiration i tegningerne lavet af fortidens børn, ” foreslår Jesper Nørskov Pedersen.

For mere information kontakt historiker Jesper Nørskov Pedersen på 5172 8055 eller på jnp@museumoj.dk.