Nu udkommer sangbog med hits fra kollektiverne

Der var masser af musik og sang i kollektiverne på Djursland. Miljøet var gennemsynet af visioner om fællesskab og det gode liv på landet, og mange af de store tanker og ideologier blev fortolket i melodier og tekster. Sange, som flittigt blev sunget, og som nu er mundet ud i den nye sangbog, Det Flyvende Hjertes sangbog.

28. september 2018

Siden april har gæster på Museum Østjylland i Grenaa kunnet rejse tilbage til 1970’erne i særudstillingen Det Flyvende HjerteKollektiver på Djursland. Nu letter det flyvende hjerte med sin helt egen sangbog med en samling af de bedste og mest sungne sange fra kollektiverne på Djursland.

Denne bogudgivelse skal naturligvis fejres på Museum Østjylland, og alle er invitererede til en livsglad sangaften med fejring af udgivelsen af sangbogen Det Flyvende Hjertes sangbog.

Udgivelsen sker i forbindelse med Kulturaften i Grenaa.

Udgivelse af sangbogen Det Flyvende Hjertes sangbog fredag den 28. september 2018 kl. 18 – 21 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa. Alle er velkomne.

Mange sangskrivere og musikere samlede sig i kollektivmiljøet på Djursland, og der blev spillet levende musik, sunget og danset, så snart der var en anledning.

Sange fra hjertet

Mange af sangene havde egen tekst og musik. Sangene afspejlede kollektivisternes værdier og visioner om stærke fællesskaber, det gode liv på landet og en bæredygtig fremtid.

”Sangene fra kollektiverne fortæller rigtig meget om, hvad vi gik op i dengang: Vi ville dyrke jorden og være tættere på naturen. Og så ville vi indgå i stærke fællesskaber i de store familier, som kollektiverne jo var, ” fortæller tidligere kollektivist Michael Torfing, som har samlet sangene i sangbogen og skrevet becifringer til dem, så de også kan spille nu og i fremtiden.

”Mange af sangene levede og blev bevaret ved at blive sunget igen og igen rundt omkring på gårdene og til festerne. Musikken var en vigtig del af sammenholdet og identitetsskabelsen i kollektiverne, ” supplerer Martin Schultz, der også er tidligere kollektivist på Djursland.

Ikonisk sang

Nogle af kollektivernes sange blev allerede i 1975 samlet og trykt i Bondehærens Sangbog. Denne sangbog blev lavet til en særlig lejlighed, nemlig bondehærens undsætning af Fristaden Christiania. I sangbogen findes blandt andet Bondehærens Sang, som mange også kender fra Christianiapladen fra 1976.

”Sangen er blevet næsten ikonisk for kollektiverne på Djursland. Den fortæller, hvordan de djurslandske kollektivister identificerede sig med landlivet og kom byboerne til undsætning. De stod som en forenet bondehær, der skulder ved skulder bekæmpede pampernes sorte hær med blomster og sange, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard om Helge Sørensens tekst til sangen.

Tina Bjerregaard fortæller videre:

”Sangene er vigtige kilder til forståelsen af det samfund, som kollektivisterne forsøgte at skabe herude på Djursland. ”

Udgivelsen af sangbogen er støttet af Norddjurs Kommune.

Det Flyvende Hjertes sangbog kan købes på Museum Østjylland i Grenaa fra den 28. september 2018 kl. 18. Prisen er 40 kroner.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på 4048 6530 eller tb@museumoj.dk.