Aflyst! Masser af Minecraft på museet

Vi beklager - dette arrangement er desværre AFLYST. Er du fyldt seks år og har en Ipad, kan du være med til at bygge på museet.

Store byggerier tager tit måneder og år og kræver masser af brædder, mursten og håndværkere. Sct. Josephs Hospital her blev tegnet af arkitekt J. P. Jensen Wærum, og byggeriet begyndte i 1902. Med Minecraft kan du bygge på en skærm og være færdig med et gigantisk hus som Sct. Josephs Hospital på en halv time! Kom og vær med til Minecraft på museet den 16. juni!

16. juni 2018

Smukke, gamle Randers bliver ramt af digitale blokke! Det sker på Museum Østjylland, hvor børn kan dyste om at bygge de bedste arkitekttegnede huse i Minecraft.

Ikoniske bygninger i Randers som Bryggeriet Thor og Vandtårnet på Hobrovej er tegnet af Randers-arkitekten Jensen Wærum. Så det er naturligvis ham og hans værker, workshoppen og konkurrencen skal handle om!

Workshop og konkurrence: Minecraft din by – for børn! lørdag den 16. juni 2018 kl. 12 – 14 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Gratis adgang.

Det er ikke tilfældige huse, som børnene skal bygge i workshoppen. Museet har i øjeblikket en smuk særudstilling om arkitekten Jens Peter Jensen Wærum, som bliver omdrejningspunktet for børnenes workshop.

”Børnene skal simpelthen bygge kopier af bygninger i Randers! Og det skal de, fordi vi her i Randers for over 100 år siden havde en eminent dygtig og produktiv arkitekt, som tegnede en række nu ikoniske bygninger i byen, ” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Nærmest på hvert et gadehjørne er der huse tegnet af Randers-arkitekten J. P. Jensen Værum. Huse, som børnene sandsynligvis kender, og som de i workshoppen kommer til at høre historierne om.  

Lytte, bygge og hygge

Alle børn fra seks år og opefter kan være med. Husk at tage en Ipad med!

For at være med i byggekonkurrencen skal børn og deres voksne blot møde op på Museum Østjylland den 16. juni kl. 12.00 og være klar til at lytte, bygge og hygge i et par timer.

”Vi begynder med at høre lidt om arkitekten Jensen Wærum og alle hans flotte byggerier i byen. Bagefter har alle en time til at bygge som vilde. Til sidst vil det skrappe dommerpanel vælge de tre bedste bygninger ud. Den, som har bygget en bygning, der ligner en af Jensen Wærum bygninger mest, vinder en fed præmie! ” lover Lisette Berg Andersen.

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk.