Klint, kalk og cowboykaffe

Museum Østjylland inviterer på en guidet tur ved Sangstrup Klint

De imponerende kalkklinter på Djurslands kyst rummer mange fortællinger. Tag på tur med biologen, arkæologen og historikeren og få dem alle serveret sammen med en omgang cowboykaffe!

24. marts 2018

De høje, 5 km lange kalkklinter ved Sangstrup og Karlby, er et yderst sjældent og imponerende syn i Danmark. I solskinsvejr fremstår klinterne som hvide monumenter mod det gråblå hav, og klinterne er for både lokale og turister et yndet udflugtsmål.

Lørdag 24. marts kl. 11 – 14 inviterer Museum Østjylland på en guidet tur ved Sangstrup Klint. Publikum får her mulighed for at dykke helt ned i kalklagene og høre om kalkens kultur – og naturhistorie, når biologen, arkæologen og historikeren fortæller. Turen koster 50 kr. inkl. kaffe, og billetter kan købes på museumoj.dk. Mødested: p-pladsen ved Sangstrup Klint, Hjembækvej

Køb billet her

Museum Østjylland krydser fingre for lidt lunere vejr. På turen er det en fordel, hvis tilhørerne selv har madpakke med – og efter en lang vandretur med gode historier langs klinten, tilbereder Anita Søholm en omgang cowboykaffe, så alle kan få lidt varme i kroppen igen. 

Sømus, søstjerner og søpindsvin

Sangstrup klint er en del af det morænelandskab, som blev dannet i den sidste istid for mere end 11.500 år siden. Det er små mosdyr, de såkaldte bryozoer, der igennem flere millioner år har opbygget det tykke kalklag, som de op til 11 meter høje kalkklinter består af. Det er bl.a. landskabsdannelsen, som biolog Anita Søholm fra Naturildsjæl vil fortælle om – og om, hvad man kan finde i naturen ved klinterne.

”Man kan finde mange slags fossiler i kalken, f.eks. forstenede søpindsvin, sømus og søstjerner,” fortæller biolog Anita Søholm, der som tidligere leder af Naturcenter Syddjurs har stor erfaring med naturen på Djursland.  Anita fortæller: ” Da havet sender flere meter høje skumsprøjt op på klinterne, er de nederste meter dækket af store bestande af grønalger. Ved foden af klinterne vokser strandkål og følfod i den muld, der er skredet ned fra toppen af klinten. ”

En del af oplevelsen ved klinterne er det fugleliv, der findes i de små hulrum. ”I klintens kalkvægge lever og yngler den sjældne fugl tejsten, der er en sort og hvid alkefugl med røde fødder. Den hugger sine runde rede huller ind i kalken. Både digesvaler og strandskader yngler også i klinten, og om sommeren ses svalerne flyve hurtigt ind og ud af hullerne, ” fortæller Anita Søholm, som naturligvis vil fortælle meget mere om flora og fauna på gåturen.

Flinten er kalkens følgesvend

Arkæolog Lisbeth Wincentz vil fortælle om kalkens afgørende betydning for oldtidsmennesket på Djursland. ”Flint er dannet i kridt- og kalkstenslag, der blev aflejret på bunden af havet for omkring 60 millioner år siden. Flinten er ofte dannet i hulrum; f.eks. i gange fra krebsdyr eller skaller fra snegle og søpindsvin. Derfor kan flintklumper have de mærkeligste former, ” fortæller Lisbeth Wincentz, som fremhæver, at den djurslandske flint er af en rigtig god kvalitet. ”Gennem hele stenalderen og ældre del af bronzealderen var flint det vigtigste råmateriale til redskaber. Store, komplicerede redskaber, som slebne økser og formfuldendte dolke, blev ikke kun anvendt af lokalbefolkningen, men blev eksporteret til både Norge og Sverige.

De var desuden meget vigtige objekter i religiøs sammenhæng, og blev nedlagt som offergaver i moserne”, fortæller Lisbeth Wincentz videre. På gåturen vil hun komme nærmere ind på flintproduktion og flintminer i oldtiden.

Cowboykaffe og kirker

Kalken har ikke kun haft betydning for oldtidsmennesket. På Djursland er kridtsten et velkendt byggemateriale, og ni kirker i området er oprindeligt opført i sten fra klinterne. ”Det var et nærliggende materiale at bruge til opførelse af kirker, for man havde det næsten lige ved hånden. Kridtstenene havde også den fordel, at det var blødt og nemt at hugge til og lave fine ornamentikker i kirkerne!, fortæller historiker Tina Bjerregaard, som på turen supplerer arkæologen og biologen. ”Kalk er ligeledes brugt i mørtel, og der er faktisk brugt kalk i den mørtel, der er brugt i Valdemarsmuren”, fortsætter Tina Bjerregaard. 

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregård på 8712 2615.

Turen er støttet af Norddjurs Kommune.