Jagten på det ydre rum på Museum Østjylland

Nu går den vilde jagt på det ydre rum rundt på Museum Østjylland!

Tag på rum-jagt i gange og kringelkroge på Museum Østjylland. Robotten R2-D2 følger jer på vej. Et godt løst opgave-ark udløser måske et diplom.

13. april 2018

I forbindelse med at Randers i weekenden den 13. - 15. april er omdannet til ”Randers, en by i galaksen” kan små og store museumsgæster besøge museet, lege sig ind i Star Wars-universet og hjælpe robotten R2-D2 med at løse rum-opgaver.

”Star Wars i Randers – Jagten på det ydre rum” fredag den 13. – søndag den 15. april 2018, kl. 10 – 16 på Museum Østjylland i Kulturhuset Randers. Gratis adgang.

Museumsinspektør Lisette Berg Andersen glæder sig over, at Star Wars-festivalen i Randers også markeres på Museum Østjylland.

”Som kulturhistorisk museum bakker vi op om ”En by i galaksen”, fordi det eventyr, som Star Wars filmene fortæller, lægger sig op af universelle menneskelige fortællinger. Det er den eviggyldige historie om kampen mellem det gode og det onde, at være på opdagelse i verden og længslen efter et bedre liv, ” forklarer museumsinspektør Lisette Berg Andersen, der er tilrettelægger af rum-jagten.

Rum-jagt for sjov

De små rum-opgaver rundt på museet minder meget om museets store succes ”Nissejagten” i november og december.

”Uanset som børnene skal jagte nisser eller løse opgaver om det ydre rum, så er en skattejagt altid sjov! Kom og vær med. Det er sjovt, gratis og for alle, der er med på at lege lidt, ” smiler Lisette Berg Andersen.

Randrusianere drømmer sig ud

Mennesker fra Randersegnen har til alle tider kigget med længsel op på himlen. De har fulgt stjernerne og solen og er rejst på opdagelse ud i verden. Helt ligesom Han Solo, Darth Vader, Leia og Luke Skywalker fra Star Wars har menneskene opfundet nye måder at rejse på og blevet overraskede over forunderlige væsner, de har mødt.

Museum Østjylland har flere genstande i udstillingerne, der fortæller om randrusianere, der har rejst eller drømt sig ud i verden med store, nyskabende opfindelser. F.eks. smukt navigationsudstyr fra 1800-tallet eller den lille hvide Ellert, der blev starten på et lokalt industri-eventyr.

Der er gratis adgang til rumjagten.

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk.