Håndværket huskes i Ebeltoft

Det gode, traditionelle håndværk er i fokus i hele august måned, hvor der bliver et omfattende program af aktiviteter under overskriften: ”Håndværket huskes - i Ebeltoft”

10. juli 2018

Det er Fregatten Jylland, Museum Østjylland og Glasmuseet Ebeltoft, der forener kræfterne i en indsats, som skal lukke op for en skattekiste af gode oplevelser. Måske ligger der glemt viden om de håndværksfag og -færdigheder, som til alle tider har været en vigtig forudsætning for livet i byen.

Samarbejde til gavn for alle

Alle tre museer arbejder – på forskellig vis – med håndens arbejde. Ved at pulje museernes ressourcer i et helt nyt samarbejde er det lykkedes at skabe noget, man kunne kalde en måneds festival, der hylder det hæderkronede håndværk.

”Ved at gå sammen i det her projekt markerer vi, at Ebeltoft er en stor museumsby og Syddjurs en museumskommune med mulighed for mange forskellige oplevelser med indhold, ” lyder det samstemmende fra Fregattens direktør, Lars. H. Olsen, direktør for Glasmuseet Ebeltoft, Dan Mølgaard, og Museum Østjyllands chef, Jørgen Smidt-Jensen. De tre museumsdirektører er overordentlig glade for samarbejdet. De håber alle, at det bliver det første af mange kommende samarbejder, hvor museerne i Ebeltoft løfter i flok til gavn for kommunens borgere og de mange besøgende, der gæster Ebeltoft.

Masser af oplevelser med håndværk

Vi skyder månedens aktiviteter i gang onsdag den 1. august kl. 18 – 20 med en festlig aften på Fregatten Jylland, hvor der bliver mulighed for at ”date” en håndværker og få gode råd om sit eget håndværks- eller bevaringsprojekt.

Her kan du møde skibstømreren, konservatoren, smeden m.fl., som alle står klar med gode råd og demonstration af deres håndværk. Medbring dit kæreste eje og få tips til vedligehold og reparation af mormors uldne hoser, farfars knækkede skibsmast, oldemors rustne havebænk, din ituslået Kählervase eller andet godt fra gemmerne.

I løbet af måneden bliver der endvidere mulighed for at deltage i Håndværkerloppemarked, du kan smede eller blæse glas, høre gamle håndværkerviser, tag med på byvandringer, høre foredrag om naverne, få viden om bindingsværk og bevaring af fredede huse – i nogle tilfælde kan håndværkeraktiviteterne kombineres med at nyde tapas eller en håndbajer.

Klik her og se hele programmet

”Håndværket huskes - i Ebeltoft” er støttet af Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune.