Få et nostalgisk glimt af Randers i 1960’erne

Intet er jo bedre end de gode, gamle dage, så nu kan du komme en lille tur i tidsmaskinen og genopleve tiden omkring 1960 i Randers.

Oplev Randers anno 1960, når der er filmfremvisning på Håndværksmuseet i Randers. Her kan du blandt andet se eller gense renoveringen af Østervold midt i byen. Her et billede fra anlæggelsen af det nye vejforløb på Østervold, hvor kloakkerne måtte hæves en hel meter!

22. marts 2018

De gode folk på Museum Østjylland har rodet i arkivskuffer og skabe og har fundet et par skønne, gamle frem. Oplev arbejdsdagen på Randers Rebslaaeri og gense renoveringen af Østervold. Begge film er fra 1960’erne.

Filmfremvisning: Se en gammel Randers-film torsdag den 22. marts 2018 kl. 13:00 – 13:30 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.
Gratis adgang.

Håndværksmuseet har tidligere åbnet dørene for en omgang filmfremvisning fra det gamle Randers, og hver gang er folk stimlet til. Derfor gentager museet naturligvis succeserne og viser denne gang to film fra hverdagen i Randers for næsten 60 år siden.

Reb fra morgen til aften

Den ene film har titlen ”En dag på fabrikken”, hvor vi følger arbejderne gennem en lang arbejdsdag på A/S Randers Rebslaaeri. Lige fra det årle morgen, hvor arbejderne tog gennem byen for at møde på deres arbejde på rebslageriet, til fyraften efter dagens slid.
Undervejs i filmen ser man, hvordan de forskellige faser i rebslageriet gribes an. Der er også tid til en visuel tur gennem fabrikkens forskellige lokaler.

Gammelt faldt, nyt kom op

Den anden film viser Østervold under en omfattende omlægning i 1960. Her kan du følge arbejdet med dels at rive gamle bygninger ned, dels at opføre nye moderne bygninger langs det, der skal blive til det nye Østervold.
Filmens fotograf har gået op og ned langs begge sider af Østervold og viser både nye og gamle bygninger, gader og anlæg.

Først til mølle til film
Det er ganske gratis at tage en tur i tidsmaskinen tilbage til tiden før farve-tv, fastfood og fake news.
Pladserne til filmfremvisningen tildeles efter først-til-mølle-princippet, men museet lover at prøve at få plads til alle fremmødte.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk.