Drop Ipad’en og kast dig ud i håndværket

Alle aktiviteter og materialer er gratis, og børnene får naturligvis alle deres fine ting med hjem.

I vinterferien kan piger og drenge kan svinge smede-hammeren på Håndværksmuseet. Det er nemlig tid for de populære ferieaktiviteter på museet, hvor flere hundrede børn og deres voksne hygger sig med en række kreative sysler.

13. februar 2018

Essen gløder lystigt, træet dufter skønt, og håndværkerne står klar til at hjælpe og guide i vinterferien. Der er nemlig kreative dage for børn på Håndværksmuseet med masser af sjove aktiviteter, hvor børnene selv kan lave togvogne, skilte, hårbøjler og andet godt.

Ferieaktiviteter på Håndværksmuseet tirsdag den 13. og torsdag den 15. februar 2018, kl. 12 – 16 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.

Her er vinterferiesjov for både piger og drenge, der dog skal have nået skolealderen for at kunne magte opgaverne. Håndværkerne har forberedt forskellige ting, som børnene kan lave, og hvert år vrimler det ind med kreative børn, der er klar til at kaste sig ud i håndværkene.

”Jeg tror, at børn til alle tider godt har kunnet lide at bruge deres hænder. I dag som for 100 år siden. I vore dage er det bare ikke prioriteret og nødvendigt i samme omfang som tidligere, og børn og unge fylder fritiden med telefoner, tablets og spillekonsoller, ” mener museumsinspektør og daglig leder på museet Inger Marie Hyldgård.

”Men de to dage i vinterferien giver børnene den gas her på Håndværksmuseet med håndværksaktiviteterne. Det er skønt at se deres skaberglæde! ”

Foderkroge og forbudt-skilte

I denne vinterferie har smeden traditionen tro tændt op i essen, så børn fra 8-års alderen kan prøve at smede og lave en lille foderkrog til fuglefoderkugler.
Hos handskemageren arbejder børnene med læder, så de fingersnilde kan lave en nøglering med lædervedhæng.
Børnene kan i år pynte en hårbøjle hos damefrisøren, og hos guldsmeden laver både drenge og piger flotte halssmykker.
Hos sivfletteren er værkstedet åbent, og der flettes forskellige småting af siv og naturmaterialer.
Maleren byder indenfor, og børnene dekorerer her et dørskilt til at hænge på håndtaget ind til værelset. Om det så bliver et ”Velkommen” eller ”Adgang forbudt” må ungerne selv bestemme!

Trætoget kører igen

I efterårsferien lavede håndværkerne og de besøgende børn et fint lokomotiv i træ. Det lokomotiv skal naturligvis have en lille kulvogn til at hægte bagpå, så det kaster børnene og håndværkerne sig ud i her i vinterferien.

”Vi oplever, at mange børn kommer til ferieaktiviteterne på Håndværksmuseet i flere ferier efter hinanden. Vi besluttede derfor at lave en ting, som børnene kan bygge videre på fra gang til gang; et lokomotiv med vogne, ” fortæller Inger Marie Hyldgård.

Børnene er velkomne til at medbringe deres lokomotiver, som de lavede i efteråret. Der er enkelte lokomotiv-dele tilbage fra efterårsferien, så har børnene ikke lavet et lokomotiv tidligere, er her en mulighed, så længe lager haves.

Med hænderne fulde

Børnene og deres voksne får hænderne fulde af flere og flere produkter, i takt med at de kommer rundt på museet og laver flere og flere ting. Inger Marie Hyldgård anbefaler derfor, at de voksne medbringer en bærepose til alle de fine ting!
For små søskende under skolealderen, der af sikkerhedsgrunde ikke må smede og som ikke magter de andre opgaver, er der en sjov skattejagt og en ”slå søm i”-aktivitet.

Gratis adgang.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk.