Rembrandt i Randers

Vidste du, at der i De Buhlske Stuer på Museum Østjylland i Kulturhuset i Randers hænger ikke mindre end 48 ægte rembrandter?

25. april 2017

I De Buhlske Stuer kigger du direkte ind i et fantastisk helstøbt borgerligt Randers-hjem og kunstnerhjem fra begyndelsen af 1900-tallet. Stuerne er doneret til Randers Kommune af overretssagfører Paul Buhl og fru Johanne Buhl, og som de ønskede det, er deres stuer udstillet, som om beboerne var gået ud af stuerne i et kort ærinde. 

De tre stuer er på vægge og døre dekoreret med over 300 kunstværker. Det er dansk guldalderkunst, dansk kunst fra slutningen af 1800-tallet og en større samling af ældre udenlandsk grafik. 
Samlingen tæller ikke mindre end 48 raderinger af Rembrandt, der er med til at gøre De Buhlske Stuer til en kunstsamling af internationalt format! 

Oplev stuerne i Randers og kom tæt på Rembrandt’erne, Kyhn’erne, Marstrand’erne og Skovgaard’erne.
Bogen om De Buhlske Stuer er lige nu på tilbud til bare 50 kroner i vores museumsbutik i Kulturhuset.

Find Museum Østjylland i Kulturhuset.
Der er gratis adgang til museets udstillinger.