Nyt museumsprogram med masser af julefristelser

Det er ingen hemmelighed: Det nye program for november og december på Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft er spækket med jul!

Det er lidt af et scoop, at Museum Østjylland i Kulturhuset i Randers nu kan vise de ikoniske genstande fra De Nattergales ”The Julekalender”. Årets juleudstilling ”Det er bår’ dæjlig” er en af mange oplevelser, der lokker i det nye museumsprogram. Her udstillingsarkitekt Ida Elise Bryldt, der arbejder på fuldt tryk med juleudstillingen.

05. november 2017

På museet i Randers åbner snart særudstillingen med skønne genstande fra den ikoniske ”The Julekalender”, i Grenaa står det stemningsfulde julemarked for døren, og i Ebeltoft slår Farvergården portene op for nostalgisk julehygge i Farvergården. Og så er der naturligvis alle de andre arrangementer; arkæologiske foredrag, rundvisninger og motionsture.

Nyt museumsprogram for november og december på Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft 2017 udkommer nu!
Programmet kan ses på museumoj.dk eller hentes i museets tre afdelinger.

Der er dømt 90’er jule-nostalgi, når museet i Randers i år byder på særudstillingen ”Det er bår’ dæjlig - The Julekalender på Museum Østjylland”. Det er alle de elskede genstande, som museets gæster kan glæde sig til at gense: Nissernes øltønde, Gertruds omfattende julepynt, den store, tunge låge til nissehulen, snittede propeller i flere versioner og meget andet.

Alle de gode sager er ny-iscenesat med aktiviteter og små fortællinger og kan opleves fra den 18. november og året ud.

Og så alt det andet

Selvom den står på julemarkeder, nissejagt, juleforestilling, julesang og julehygge på i den sidste del af 2018, så er der naturligvis også plads til andre oplevelser på museet. Hør arkæologernes bedste historier og fund fra 2017, kig indenfor til Arkivernes Dag, hør om forfatter Merete Pryds Helles smukke oldtidshistorier, oplev malerkunst på Håndværksmuseet og meget mere.

Nye udstillinger, nye oplevelser

2017 blev året, hvor museet åbnede hele to faste udstillinger; den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” i Randers og de nye udstillinger ”Fire veje til Norddjurs” i Grenaa. De to udstillinger er en del af Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad og har tiltrukket sig stor mediebevågenhed og mange gæster. Oplev udstillingerne her i de mørke måneder, og tag på fascinerede tidsrejser tilbage til vores fælles fortid.

Der er gratis adgang til alle museets afdelinger.

For mere information kontakt souschef og leder af Udvikling og publikum Karen Dubery på 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk