Lyst til oplevelser? Nyt museumsprogram er på gaden!

Det nye program fra Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft, maj – august 2017, er nu udkommet på museets hjemmeside og som brochure.

12. maj 2017

De historiske oplevelser står i kø, når Museum Østjylland nu tager hul på sommeren – og dermed et spritnyt program! Museets afdelinger i Randers, Grenaa og Ebeltoft byder på en perlerække af oplevelser for store og små med lyst til historie.
Tag for eksempel med forfatter Josefine Klougart på fortælletur i Nationalparken, vær med til at fejre museet i Grenaas 100 års jubilæum og tag med på underholdende byvandringer og hyggelige sejladser.

Se nyt program her

100 års jubilæum og meget andet godt

Et dyk ned i sommerprogrammet fra Museum Østjylland åbenbarer en række historiske oplevelser for gæster i alle aldre og med alle interesser. Her nogle highlights: Følg molsfødte forfatter Josefine Klougart på en vandretur i Nationalpark Mols Bjerge, hvor hun, en arkæolog og en biolog fortæller om det helt særlige område. 
Vær også med til at fejre museet i Grenaa, når det runder et skarpt hjørne, nemlig 100 år lørdag den 24. juni. 
I år kan du også møde Museum Østjylland på middelaldermarkedet Kong Menveds Marked ved Kalø. Der er hen over sommeren rundture på kirkegårde med interessante historier og åbent hus hos konservatorerne på museet i Randers. Og så kan sommerens gæster kan glæde sig til at opleve det nye museum i Grenaa og meget mere.

De faste og de særlige udstillinger

Museums-sommeren byder naturligvis også på interessante udstillinger. I Ebeltoft er Farvergården sommeråbent fra juni til august, Siamesisk Samling byder som altid på finurlige genstande og eksotiske historier, og Det gamle Rådhus emmer af atmosfære og historiens vingesus. Oplev den hyggelige særudstilling ”Sommerliv” om mere end 100 års turisme i Ebeltoft.
I Grenaa tager museet i mod med helt nye og veldrejede fortællinger om 10.000 års historie om Norddjurs. Oplev også særudstillingen ”Let’s Rethink Cyclus” af kunstnersammenslutningen Proff Kunst Norddjurs. 
Den velbesøgte Aarhus 2017-udstilling ”Fra Stavnsager til Konstantinopel” byder alle interesserede indenfor indtil midten af august i Randers. 

Børn elsker museer, museer elsker børn

Børnene er hyppige gæster på museet, og i sommeren 2017 er der naturligvis også oplevelser for dem. 
På museet i Kulturhuset i Randers er der Sommersjov med sjove og finurlige aktiviteter på programmet. På Håndværksmuseet kan alle ferieramte børn være håndværkere for en eftermiddag og lave skønne ting og sager. 
I Grenaa er der masser af nye børneaktiviteter i de nye udstillinger, sommeraktiviteter i museets gård, og den 17. juni løber det traditionsrige børnekræmmermarked af stablen. 
Farvergården, Siamesisk Samling og Det gamle Rådhus i Ebeltoft byder alle børn velkommen til en sommer med hygge, sjov og konkurrencer.

Masser af gratis oplevelser

Museum Østjylland er en del af Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad med helt nye udstillinger i Grenaa og en flot international arkæologisk særudstilling i Randers. 
Der er gratis adgang til museets udstillinger.

For mere information kontakt museumsinspektør Karen Dubery på 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk