Kom tæt på oldtidens Assentoft, kannibaler og 140 gram guld

Egnen omkring Assentoft er rig på fine fortidsminder, der fortæller om livet gennem hele oldtiden.

Det arkæologiske spotlys rettes nu mod oldtiden på egnen omkring Assentoft, hvor Museum Østjylland rykker ud og fortæller i lokalområdet. Overinspektør Ernst Stidsing ses her i den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” ved montren med flintredskaber. Redskaberne er fundet ved stenalderbopladsen ved Randers Fjord.

22. november 2017

Nu rykker Museum Østjylland for en stund ud af de vante rammer i Kulturhuset og til Assentoft, hvor museet inviterer til foredrag i Borgerhuset. Museet åbnede i oktober den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” med blandt andet en del fund fra egnen omkring Assentoft, og det er naturligvis særligt disse flotte fund, som er i fokus denne aften.

Foredrag: Oldtiden på egnen omkring Assentoft, onsdag den 22. november 2017, kl. 19 – 21 i Borgerhuset i Assentoft, Stadionvej 41 i Randers SØ. Billet 50 kr.

Der er linet op til en interessant, fascinerende og måske også overraskende aften, når overinspektør på Museum Østjylland, Ernst Stidsing, fortæller om fine fund fra Assentoft-egnen. Foredragets gæster kan glæde sig til historien om det 140 gram tunge stykke guld, der under kartoffeloptagning blev fundet på en mark ved Romalt i 1979! Der er også gode historier om livet og om døden i en landsby lige syd for Assentoft i tiden omkring Kristi fødsel. Og så skal vi høre om det pulserende liv ved Moeskær, som udspandt sig mellem år 400 og 1100 efter vores tidsregning, lover Ernst Stidsing.  

Masser af mad, myg og kulde

Der har været masser af føde at hente for en stenalderfamilie, der om sommeren for 6.000 år siden boede ved Randers Fjord. Hytten, de boede i, har ligget ved fjordbredden nær det sted, hvor Daka i dag har deres fabrik. Om livet ved den frugtbare fjord i jægerstenalderen fortæller Ernst Stidsing:

”Vel har der været nok af mad at hente på fjorden og i urskoven, men menneskene har også skullet tåle sværme af myg i sommerens fugtigvarme ved vandet. Og når efterårets kulde satte ind, har den fugt og kulde, der trængte ind gennem hyttens tynde vægge og dårligt isolerede gulv, også sat grænser for velbehaget! ”

Kannibaler fra Virring

Og så vil Ernst Stidsing naturligvis fortælle den fascinerende historie om de sultne folk fra Virring-området. I jægerstenalderen havde de nemlig en – efter nutidens målestok – ret dårlig vane med at skalpere og spise dem, de ikke kunne lide. Overvundne fjender blev simpelthen skalperede og dele af kødet spist.

”På den måde troede menneskene, at de ville overtage noget af deres fjenders mod og styrke, ” fortæller Ernst Stidsing. Hør disse og mange flere lokale historier fra egnen, når overinspektør Ernst Stidsing fortæller og viser billeder i Borgerhuset i Assentoft.

Billet til fortidens fine fund

Det koster 50 kroner at høre foredraget om Assentoft i oldtiden. Der serveres en god kop kaffe og hjemmebag. Gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben, Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn og Djurslands Museumsforening. Køb billetter på museumoj.dk under ”Program i 2017”. Reserver også gratis billetter her. Du kan også hente dine billetter i butikken på Museum Østjylland.

For mere information kontakt overinspektør Ernst Stidsing på 2140 5580 eller på es@museumoj.dk