Kom på byvandring i Randers på tirsdag

Kom med på byvandring i midtbyen og hør mere om Randers i reformationstiden på tirsdag den 20. juni 2017, kl. 16.30 – 17.45. Vi mødes ved Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.

15. juni 2017

I år er det 500 år siden, at den tyske munk og teolog Martin Luther slog sine 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Dermed lød startskuddet til reformationen, som nu bliver fejret overalt.
I Randers betød reformationen, at midtbyen ændrede sig helt, bygninger forsvandt, nye opstod, torve og pladser kom til og meget mere.
Hør om gennemgribende forandringer af Randers midtby, når Museum Østjylland og museumsinspektør Inger Marie Hyldgård, inviterer på en byvandring set gennem reformationens historiske briller. 

Byvandring i midtbyen: Randers i reformationstiden, tirsdag den 20. juni 2017, kl. 16.30 – 17.45
Mødested: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers

Reformationen medførte voldsomme forandringer i bybilledet i Randers. Store gejstlige institutioner som Gråbrødre Kloster og Helligåndsklostret blev nedlagt. Den store Sct. Peders Kirke med tilhørende kirkegård blev også nedlagt, så det ret store areal kunne bruges til andre formål. Også Sct. Clemens Kirke i Middelgade måtte lade livet.
”Der kom nye gader, nye torvepladser, en ny befæstning – og såmænd også et kongeligt slot. Og der er bare nogle af de mange forandringer i 1500-tallets Randers. Ændringerne har været meget markante og var lige så omfattende som de store bysaneringer i nyere tid,” fortæller museumsinspektør og middelalderarkæolog Inger Marie Hyldgård.  

Gammelt forsvandt, nyt opstod

Med de nye tider efter reformationen opstod kvarterer og bygninger, som kendetegner det historiske Randers, som vi går rundt i i dag. ”Tårngade er for eksempel anlagt hen over en kirkegård. Provstegade en anlagt tværs igennem Vor Frue Kloster, og det meste af Rådhustorvet ligger faktisk oven på Sct. Peder Kirkes kirkegård,” forklarer Inger Marie Hyldgård.

Noget af Sct. Peder Kirkes kraftige murværk blev bevaret i et af de fine borgerhuse, der blev bygget efter reformationen. Huset blev revet ned omkring år 1900, og noget af Sct. Peder Kirkes murværk kom igen til syne.
Murværket er nu udstillet på Museum Østjylland.

Billetter til reformationens Randers

Det koster 50 kroner at komme med på byvandringen. Dog er der gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben og Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn. Husk også at reservere gratis billetter. 
Du kan også hente dine billetter i butikken på Museum Østjylland.

Køb eller reserver billetter her

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk