Kirkegårde er fulde af gode historier

Randers Uge rimer på fest og fornøjelighed – og på kulturelle oplevelser, som for eksempel fascinerende kirkegårdsvandringer i Randers.

03. august 2017

I Randersugen inviterer Museum Østjylland på to guidede ture på Østre Kirkegård, som rummer fantastiske historier om fortidens mennesker. Her hviler høj og lav, kendt og ukendt, ung som gammel og vidner om liv levet og tiders skiften.

Kom med på kirkegårdsvanding på Østre Kirkegård, tirsdag den 15. august 2017, kl. 11 – 12:30
Mødested: Kapellet på Østre Kirkegård
Billet: 50 kr.

Køb billet til tirsdag her

Eller tag kirkegårdsvandringen på Østre Kirkegård, torsdag den 17. august 2017, kl. 18:30 – 20. 
Mødested: Kapellet på Østre Kirkegård
Billet: 50 kr.

Køb billet til torsdag her

En kirkegård er måske ikke det mest oplagte sted at tilbringe nogle timer i den festlige Randers Uge. Ikke desto mindre plejer gæsterne at strømme til Østre Kirkegård for at høre tankevækkende historier om den gamle kirkegård i Randers Ugen.  
Arkivar Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv bliver i år suppleret af kirkegårdsleder på Østre Kirkegård, Thue De La Cour. De to kirkegårds-kyndige vil på kirkegårdsvandringen fortælle byhistorie på en anderledes måde.

”For mig er det hverken stillestående, skræmmende eller morbidt for den sags skyld at interessere sig for kirkegårde. Som historiker og arkivar må jeg sige, at en kirkegård er en fantastisk historiefortæller og kilde til viden om vores forfædres liv og livsvilkår, ” pointerer Tina Knudsen Jensen og tilføjer, at man på Stadsarkivet ofte kan finde mere information om interessante, afdøde personer, hvis navne man er stødt på på kirkegården.

Oase og sidste hvilested

Mange generationer har haft deres gang og fået deres endelige hvilested på Østre Kirkegård, siden den blev indviet i 1811. I dag er den både Randers’ ældste fungerende kirkegård og grøn, rekreativ oase for byens borgere.

Før Østre Kirkegård blev Østre Kirkegård

Da Østre Kirkegård blev indviet, lå der allerede en begravelsesplads i området. Den jødiske menighed havde nemlig allerede i 1806 anlagt begravelsesplads for den store jødiske menighed på arealet ved siden af.
Få år efter blev den nye kirkegård med navnet, Dødsminde, så indviet som byens nye assistenskirkegård, dvs. en kirkegård, som ikke ligger i umiddelbar nærhed af en kirke. På området lå kirkegården langt uden for datidens bebyggede by.
100 år senere, i 1919, fik kirkegården med de mange spændende historier sit nuværende navn, som randrusianerne kender den under: Østre Kirkegård.

Billetter til historien

Billetten til kirkegårdsvandringen på Østre Kirkegård koster 50 kroner. Dog er der gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben og Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn, men husk at reserver dine gratis billetter. det gør du også inde på linket, hvor du kan købe billetterne.  Du kan også hente dine billetter i butikken på Museum Østjylland.

For mere information kontakt arkivar Tina Knudsen Jensen på telefon 8712 2638 eller på tkj@museumoj.dk