Juleforestilling byder på nissebook og nåsåere

Juleforestillingen er for hele familien og ganske gratis.

”God jul” ønsker holdet bag juleforestillingen ”Det er bår’ dæjlig – The Big Nissebook”. Der er plads til cirka 200 glade gæster til den underholdende forestilling, der løber af stablen i Kulturhusets store sal. Billetter til festlighederne er gratis, men skal reserveres på Randers Biblioteks hjemmeside.

09. december 2017

The Julekalender er en elsket tv-julekalender, en aktuel juleudstilling på Museum Østjylland og sørme om den ikke også danner baggrund for en juleforestilling. En forestilling, hvor nåsåerne endnu engang forsøger at stjæle nissernes uvurderlige bog.
Museet og Randers Bibliotek blænder nu som noget helt nyt op for en juleforestilling i ægte The Julekalender-stil. Denne jule-action-komedie tager udgangspunkt i historien om nissehaderne nåsåerne og deres jagt på The Big Nissebook, som de vil
udnytte til at ødelægge menneskenes liv og samfund.

Juleforestillingen: ”Det er bår’ dæjlig – The Big Nissebook” lørdag den 9. december 2017 kl. 11 - 12 i Kulturhusets store sal, Kulturhuset Randers.

Der er knald på i juleforestillingen, der er skrevet af den lokale dramatiker Birgitte Alme. I forestillingen har biblioteksmusikanten Petter (Peter Elmelund) og nisseforskeren Lizette (Lisette Berg Andersen) nok at gøre med at holde styr på de to skumle bodyguards Berthel og Bruno. De herrer spilles af skuespillerne Jan Værum og Michael Fiil Sørensen.
Den sjove juleforestilling får med garanti smilet frem hos store og små. Mon ikke tilskuerne kan genkende en del ikoniske dansk-engelske vendinger fra klassikeren The Julekalender?

”Tv-julekalenderen charmerede hele jule-landet fra første gang, den blev sendt i 1991 og frem til den dag i dag, ” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen og pointerer:

"Vores juleforestilling er ikke en teaterversion af tv-julekalenderen, men derimod en nyskrevet fortælling med udgangspunkt i De Nattergales gale streger."

Nissebook og nåsåere for skoleklasser

Denne juleforestilling er åben for alle gæster, som har lyst til en sjov, julet og gratis oplevelse for hele familien.
Men forestillingen bliver faktisk også vist for hele 48 skoleklasser primært fra Randers Kommune i uge 49 og 50. Her vil de mange skolebørn først opleve den hæsblæsende juleforestilling og herefter gå på nissejagt på Museum Østjylland eller til julehygge på Randers Bibliotek. På museet kan de selvfølgelig se alle de ægte rekvisitter fra The Julekalender i den aktuelle juleudstilling ”Det er bår’ dæjlig - The Julekalender på Museum Østjylland”.

Husk at reservere billetter

Billetterne er gratis. Der er plads til max. 130 personer, så skynd dig at reservere billetter. Det kan du gøre på Randers Biblioteks hjemmeside under ”Det sker”.

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk