Hør om det bedste fra arkæologien i 2017

Kom og hør museumsinspektør Esben Kannegaard fortælle om det bedste fra arkæologien på Museum Østjylland i 2017.

I forbindelse med foredraget om arkæologernes arbejdsår vil museumsinspektør Esben Kannegaard blandt andet fortælle om udgravningen af Skandinaviens ældste plankebyggede veje, som er fundet i Enslev Mose. Det solide tømmer, som ses på billedet, stammede fra en vej fra bondestenalderen, det vil sige cirka 2600 f. Kr.

06. december 2017

Hvert år på denne tid gør arkæologerne på Museum Østjylland status over året, der gik. Hvilke spændende fund dukkede op ad den østjyske jord, er der åbnet nye arkæologiske udstillinger og ikke mindst: Hvad har alle detektorfolkene mon fundet og bragt ind til museet i årets løb?

Foredrag: Arkæologernes arbejdsår, onsdag den 6. december 2017, kl. 19 - 21 i Sognegården, Kirkegade 13 i Ebeltoft. Billet 50 kr.

Arkæologerne på Museum Østjylland har haft et travlt arbejdsår, især præget af to store Aarhus 2017-udstillingsåbninger i Randers og Grenaa. Desuden har museets arkæologer haft hænderne dybt begravet i flere spændende udgravninger og flotte detektorfund.

Bopladser, veje, landsbyer og grave

2017 har budt på mange spændende udgravninger og fund for museets feltarkæologer. Blandt andet har de udgravet sporene efter istidsjægernes boplads, stenalderbøndernes veje samt jernalderfolkets landsbyer og grave.

”Vores arbejde er jo omgærdet af en vis utilgængelighed og dermed mystik, når vi går og graver på marker og i enge. Tit sker udgravningerne desuden på unavngivne steder, som nødvendigvis må holdes hemmelige af hensyn til fundenes sikkerhed, ” forklarer Esben Kannegaard og fortsætter:

”Foredraget er derfor en sjælden mulighed for at komme tæt på årets mange fund og høre gode arkæologiske historier. Så det vil jeg da opfordre til, at alle griber chancen og gør! ”

Detektorfolk med mange, fine genstande

Flere og flere amatørarkæologer svinger detektoren og finder stadig flere fund. I år har de blandt andet fundet et sirligt udført, guldbelagt dragehoved af bronze. Beslaget er fra jernalderen, og det har sikkert siddet for enden af et drikkehorn eller som prydelse på et fornemt skrin.
Som afslutning på det traditionsrige foredrag afslører Esben Kannegaard, hvad arkæologerne skal arbejde med i 2018. Der er nok at tage fat på!

Billetter til arkæologernes 2017

Det koster 50 kroner at høre om det bedste arkæologi fra 2017.
Gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben, Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn og Djurslands Museumsforening.
Køb billetter på museumoj.dk under ”Program i 2017”. Reserver også gratis billetter her. 
Du kan også hente dine billetter i butikkerne på Museum Østjyllands afdelinger i Randers, Grenå og Ebeltoft.

For yderligere information kontakt museumsinspektør Esben Kannegaard på 8712 2603 eller på ekn@museumoj.dk